Nu har vi atter de sorte Nætter —
de sorte Nætter
med Stjerneglans over skjulte Sletter,
hvor Mørket dufter af modnet Korn.
Havet skvulper med andre Røster,
hvis Alvor underligt stille trøster,
mens vi kun skimter de kendte Kyster
mod Månens Horn.
Fint gløder Blodet i brune Kinder
hos Mænd og Kvinder,
og Skarn forgyldes, når Solen skinner;
men lavt er Livet med døgnlyst Hvælv.
Larmen sløver dig, Lyset slider.
Din Verden voxer, naar Somren lider,
og du kan slippe for alletider
at se dig selv.x
For åbne Døre din Lampe brænder
og lokker Venner,
hvis Vingeslag du i Luften kender,
de flyver stille, de flyver rapt:
Sorgen sidder hos dig, og Savnet.
De hvisker ind i dit Hjerte Navnet
på det du troede for evig favnet,
og dog har tabt.
Men se, det var kun i dig det døde.
Tag Straf, giv Bøde!
så vil det tabte dig atter møde
med Hvilebølge og Styrkevæld.
Altid kommer det, når du kalder.
Det boer hos Lynet i Tordnens Haller
og hvor den Ensommes Tåre falder
en dunkel Kvæld. —
Nu lider Somren, og Natten sortner.
Ja, Natten sortner.
En Strålestjerne går ud som Portner
og åbner Mørket for muldtung Sans.
Sorgen styrker, og Savnet tvætter.
Der modnes Korn på de skjulte Sletter
i sorte Nætter — i sorte Nætter
med Stjerneglans.