Jeg har en Sang for dem der ej vil høre,
en Sang for dem der aldrig kan forstå,
dem der går silkeskoet i sølet Føre,
og som i Brudeseng har Brynje på—
for dem hvis Loft af Stjerner gennemskinnes,
imens de ligger som de selv har redt;
for dem der bandt hvad der kan aldrig bindes:
Jeg har en Sang for dem, ihvor de findes,
om Bøn de slog med, Bandsord de har bedt.
Men da jeg frygter, at ifald de hører,
så vil de mistro deres Vanvids Trøst
og trække Træsko på i Træskoføre
og brynjeløse gå til Brudebryst;
vil lappe deres Loft mod Stjerneskæret,
og rede bedre Leje end de er værd:
Så lader jeg min Pose uopsnæret,
så synger jeg min Sang helst hen i Været.
Et Ord kun røber Narren hist og her.