Min Forlægger taler om Musene,
der æder mig på hans Loft.
Jeg skylder adskillige tusende;
så får man Sandheden groft.
Recensenterne kigger, og klagende
trykker de, hvad de har set:
Et enkelt Vers er betagende,
men Resten Banalitet.
Jeg giver dem Ret, mine Herskaber,
fuldkommen, fuldkommen Ret:
de Prosa-Hunde og Vers-Aber
løber min Pegasus træt.
Men just igår, da det skumrede,
så Øjnene ikke såes,
og Bæstet stod og humrede
halv hyggeligt i sin Bås,
gik jeg derind venskabelig
og nappede den i dens Man:
„Hør, du, der begyndte så drabelig,
og gjorde det ud for et Spand —
„Lad gå med de panserhvælvede,
der æder et Land paa en Dag.
De tuder som Hunde i Helvede,
og Støv og Stank står bag.
„Lad gå fremdeles med Flyverne;
de kæntrer så højt, mintro,
at der går Tykmælk i Yverne
paa hver betragtende Ko.
„Men dine Jævnlige, Traverne,
slår os altfor ynkeligt ud.
Dem tilvifter fra Haverne
hver duftende Lommeklud.
„Forbi os dulter Drosjerne.
Ja, selv Professoren, du,
har anderledes Gang i Galosjerne,
med fjorten Oplag sågu!
„Forklar mig dog, hvad der fejler dig!
Du boer i en nybygget Stald,
hvor Grimen i Spiltovet spejler sig.
Men du skal ha hvad du skal!
„Er det Whisky til Børstning af Tænderne,
Chocolade i Havren, du vil?
Jeg vil blot ikke bære dig paa Hænderne;
det var Trækbrug jeg købte dig til.
„Og rask må det gå, jeg befaler det,
når du trækker mig og mit Hus.
For Resten, forlang! Jeg betaler det,
om så det er hundrede Krus.” —
Da klippede den med Ørene
og vendte Hovedet væk,
min Pegasus, med et rørende
dybt Suk tre Gange i Træk,
og svarede blidt: „Jeg takker dig,
min Herre, for Foder og Stald.
Snild er du, og du besnakker mig,
indtil jeg gør hvad jeg skal.
„Jeg løb vel før trods Traverne,
der nu slår mig ynkeligt ud;
også mig tilvifted fra Haverne
mangen duftende Lommeklud.
„Jeg kunde trække så drabelig
som vel et firdobbelt Spænd.
Da roste du mig venskabelig.
Men Grunden, min Herre, var den:
„At Verdens Skaber, der skabte mig,
han gav mig Vinger til Flugt.
Fra dem kom Kraften. Dem tabte jeg,
fordi de aldrig blev brugt.
„Dem tabte jeg i din Tjeneste;
Selen sled Fjer efter Fjer.
Nu har jeg ikke en eneste
at baske min Flanke med mer.
„I Førstningen gik det fejende
endda, når du kørte selv.
Jeg drømte mig fra Vejene
op i det stormende Hvælv.
„Højt over Våset og Vanerne
kentaurisk vi løfted os op
og fløj fra selve Svanerne
i guddommelig Vingegalop.
„Med Gnister og Sang under Hovene
jog vi gennem Planeternes Krat
og gennem Stjerneskovene
langt ud i den bundløse Nat,
„hvor Sirius drypper i svimlende
sort Stilhed sit flammende Løv.
Og så, Galop! gennem Himlene
hjem til det jordiske Støv
„med Anelsen af en uendelig
Tve-Verden i begge os to,
en opslidelig og forbrændelig,
og en evig dybt voxende Ro.
„Thi det bør Hestebetvingerne
vide om Dyr som os,
at Skaberen gav os Vingerne
til stundom at kaste los.
„En Flugt over Ugen og Årene,
en Fridag af og til!
Så tåler vi Selen og Sårene
og trækker alt hvad du vil.
„Men du har spændt mig i Skaglerne
ustanselig; aldrig Ro.
Min Frihed var, mens Naglerne
blev hamret i mine Sko.
„Min Frihed var om Nætterne,
imens jeg åd i min Bås;
og Stormen red lavt over Sletterne,
men Stalddøren var i Lås.
„Og nu er jeg træt af at trække dig;
af at trække mig selv er jeg træt.
Påny kan i Selen du lægge mig
med pynteligt Bidsel af Plet.
„Og lydig og tro skal jeg sprænge mig
som Trækdyr for dig og dit Hus.
Men du kan flå mig og flænge mig,
forbi er min Drøm og dens Rus.
„Nu kender jeg Pisken og Snertene,
tror ej, det er Lynet der slår.
Og hvor Vingerne sad, sidder smertende
under Selen usynlige Sår.
„End ikke min Kval er uendelig
nu mer. Den vil snart være endt.
En opslidelig og forbrændelig
gammel Traver slidt op og forbrændt.
„Min Herre, din Deltagelse
har gjort din Tjener godt.
Skal vi imorgen til Slagelse
eller til Fredensborg Slot?” —
Således talte Araberen
og satte til Punktum en Prut.
Dog er den, Pris være Skaberen,
endnu langtfra kaput.
Man bør være yderst omhyggelig
med Dyr af så kostbar en Slags.
Derfor hentede jeg udtrykkelig
en Hofdyrlæge strax.
Han røntgenfotograferede
Pegasen fra Mule til Bov,
klysterede, stetoskoperede,
(Tys, Regningen, den blev grov.
Jeg gav ham en Vexel på Kronerne;
han tog den som en Mand):
— Organerne og Funktionerne
var i upaaklagelig Stand.
Den Træthed, de Vinger og Væmmelser
og Tanker om tidlig Død
var blot nervøse Fornemmelser,
der intet fysisk betød...
Respekt for Nutidens Videnskab,
højtærede Recensent!
Jeg sørger ej længer med Lidenskab;
det har sig så trøstelig vendt.
Vel er det så med Pegaserne
på Grund af det fornemme Blod,
at Sindet kan sætte sig i Haserne.
Det fåes intet Middel imod.
Og derfor er min øjeblikkelig
for Barnevogn vel bedst.
Men ellers er den skikkelig
og går, når den vil, som en Blæst.
Det er da mit Håb, at venlige
tre Fruer og Frøkener syv
vil sluge de Vers, der er tjenlige,
og udspy de andre som Lyv.
Og hvis jeg tærer på Renterne
fra da jeg kom raskere afsted,
anmoder jeg Recensenterne
om at trykke Forklaringen med.
Forklarlig Fejl er undskyldelig
i disse Tider, ej sandt?
Ja, festlig, herlig, hyldelig,
hvis Publikum er galant.
Og gør jeg en Dag det kalfatrende
Heltespring hertillands,
så venter på Filmsteatrene,
min Pegasus, din Krans!
Da kan så sandelig Musene
hos Gyldendal æde i Ro.
„Jeg skylder adskillige tusende?
Millionen er her, værsgo!”