Så fald dog, I falmede Blade!
Hvad bliver I efter, når Løvsalens Fester
længst er forbi?
Og hvad skal vi med Rosernes Rester?
I er ikke den bortfarne Sommer.
I er ikke den Vinter, der kommer.
Så fald da, så fald med de pjuskede Minder,
og fald med det Håb, som vi aldrig mer finder!
Fald, falmede Blade, fald, Roser, der aldrig sprang ud!
Vor eneste Trøst er et åbent: Alt er forbi. —
Om nøgne Stammer den stigende Storm, over Slasket den fygende Slud:
Vi er plyndrede nu, vi er fri.
