Den hvide Sne og den brune Hede,
den susende Vinterstormvinds Vrede,
Den hvidblaa Himmel, den gule Maane,
de Klitter, jeg ser langt borte blaane, —
Min egen Skygge mod Maaneskæret,
Vildgæssenes Skrig fra Mosekæret, —
Ensomheden, hvori jeg vanker,
mit Hjærte, der sært uroligt banker, —
Det gør mig sorgfuld og gør mig bange;
jeg er den vejvilde Vinters Fange.
Jeg skulde fremad de mange Mile,
men lagde heller mig her til Hvile,
Og lod den susende Stormvinds Vrede
i Blund mig synge paa vilden Hede.