En mælkeblaa Himmel med blaahvide Skyer,
vinterligt snetunge, langs Horizonten,
i Former som Oldtidens sælsomme Dyr,
Lindormen, Griffen og Mastodonten.
De kravler sig frem over Kimmingens Rand
med uldne Vinger og laadne Rygge,
med blinde Øjne i blodsprængt Brand,
med Kloer eller ligkolde Labber stygge.
Da Somren var her med Blomster og Sol,
da laa de i Dvale i Vinterens Huler,
men nys, da Novemberstormfuglen gol,
de vaagned og slikked sig om deres Muler.
Bugen var slunken; nu gaa, de paa Rov,
lister sig graadige frem, naar det kvælder,
lurer bag Banker, lusker i Skov, —
ud over Nætterne Rædselen vælder.
Du vaagner en Nat ved skingrende Skrig,
rasende Brølen og ræddelig Tuden, —
du fryser i Sengen, — der lugter af Lig, —
klirrende, brusende slaar det mod Ruden.
Gem dig! Thi det er Rædselens Dyr,
Lindorme, Griffe og lede Drager,
som stiger af Oldtidens Æventyr
og levende hen over Landene jager!