Du løfte dig, min Sang,
lig en hvasoddet Pil, der fra Buestrængen sprang
Stig højt, og glød dit Staal
til Sejrskraftens Hærdning i Solens Flammebaal!
Saa dale du, min Sang,
naar de fredsæle Klokker til Aftenbønnen klang!
Dal fast og let lig Pilen, lig Rosenbladet blødt,
indsvøbt i Aftenduften, du har paa Vejen mødt!
Du skal naa hendes Øre og nynne dig derind,
mens blomsterblød du strejfer den unge Pigekind.
Men mindes vel dit Maal:
i Hjærtet sænke dybt du min Villies Pilestaal!