XX.
En Drøm
En Drøm
Der duftede Tjørn og Syrener,
der flammede Sol gennem Løvet,
der fløjtede Irisk og Finke, —
men jeg var urolig, bedrøvet.
Ud under de brede Kastanier
og sagtelig svajende Linde
gled Orgelets mægtige Strømme
af Toner fra Kirken derinde.
De vælted som svulmende, sorte,
tungtbølgende Stormfloders Vande
hen mod mig og knuged om Brystet
og skvulpede koldt om min Pande.
Angst vilde hurtig jeg flygte,
men stod som en Sten i det samme:
Dig saa jeg — om Kinderne hvidnet,
med Øjet i skælvende Flamme!
Du nærmed dig tiende, lydløst;
min Fod var urøriigen bundet.
Et Kys paa min Pande du aanded, —
saa var du i Kirken forsvundet.
Da falmede Solen og Løvet,
og Blomsterne dryssed paa Mulde.
Mit Legeme stivned i Smerte,
der tog mig en isnende Kulde.
Men Orgelets vældige Stormflod
slog sammen omkring mig og vugged
mig død i tungtbølgende Vover,
som over mit Hoved sig lukked.