Det er en Vintermorgenstund,
jeg sidder paa mit Kammer
og fryser ind til Marv og Ben
trods Ovnens Buldreflammer
og stirrer paa den Blomsteris,
der Vinduesruden dækker,
ordnet paa Soldatervis
i stive Rækker.
Hvert Liniedrag er trist og koldt
i disse rimgraa Blade;
ak, Juniroser, hvor dog I
var yndefulde, glade! —
Da sker der en Forvandling lig
til Sommerfugl fra Larve:
hver graakold Isens Blomsterflig
blev blød, tog Farve!
Fortryllet ser jeg lige ind
i Paradisets Lunde,
ser Palmetræer med Purpurløv
og Liliers Luemunde,
sølvglinsende Olivenkrat
mod Kløfters mørkblaa Dunkle,
ser Fjederplantens Blomsterhat
som Gnister funkle.
For det var Solen, der stod op
og straalede til Live
den nattefrosne Blomsteris,
hvis Skud var dødsens-stive. —
Jelisaveta, gætter du,
hvad Tanker dette føder?
hvem der mit Liv, som før, saa nu,
ildfarver, gløder?