Tomat, Camenbert, to Skiver Melon,
en kraftig Kop Kaffe, en let Cigar,
og en Fortovsplads for en enlig Person —
Sikket fortryllende Vær vi har!
Helt stille står de Kastanietrær,
brunt rustne langs med den blanke Asfalt.
Men Byens Hjerte, det banker her,
i Rus af den Varme, det Lys, trods alt.
Fint smelter, fint dufter den modne Melon;
den fylder med Saft kun, og smager af Duft.
Markiserne skygger en enlig Person;
Folk vandrer og vandrer i solfyldt Luft.
De fine ny Kjoler af hvidt og blåt
fryder som Asters og Høstviol;
og de jaskede gamle gør Hjertet godt,
de er så fortrolige med den Sol.
En Børsherre følger et Spindelvævs Flugt,
en Skøge smiler tilværs i det Blå.
Alt er idag uskyldigt og smukt
og let; og Alverden er ude at gå.
Alverden i Byen er ude at gå;
på Fliserne vandrer de tæt forbi,
besværet og Jomfru, gylden og grå;
de tusende Trin har en fin Melodi.
For Luften gør letfodet, Solvarmen tryg.
Så blusser de Læber, og Blikket er blankt.
Så danser og synger og surrer hver Myg:
Idag kan man flyve uendelig langt.
Men se, her sidder nu mæt og glad
en enlig Person, helt mæt og lidt mat.
En Myg der hviler sig under sit Blad
og rolig betragter den muntre Tagfat.
Det kimer af Cyklerne, kling, klingeling!
Det tuder af Automobilernes Horn,
de fejer Asfalten i salige Sving
som Leer der mejer usynligt Korn.
Og Sporvogne jager i dybt Perspektiv,
de duver, de knitrer af Kraft og Humør,
helt nær, helt nær, topfyldte med Liv,
og langt, langt bort under Soltågeslør.
Og al den Damp og Elektricitet
summer og brummer som Hveps og Bi;
og alt hvad der bliver snakket og leet,
og de tusende Trin, har en fin Melodi.
Det summer og brummer i svimlende Fart,
det svinger og svirrer så let forbi — —
Snart kommer Stormen, og Frosten snart.
Det er Efterårssolen, de danser i.