Den hænger død imellem Tjørnestammerne,
bladløs og blomsterløs, en Kæmpestrikke.
Men du, som frygter Livet, rør den ikke!
Se kun, foroven spiller Flammerne.
Et Strejf kun, og du mærker dem i Årerne.
Strømmen er sluttet, og du selv er Snoren
imellem Solens Gnist og den i Jorden.
Så bryder Smilet, og så brister Tårerne.
Så træt blev ingen Sjæl, så koldt beregnende,
at den kan modstå disse Gnitterstrømme,
de Solskinsfavntag og de Månedrømme,
der sitrer skjult i Kaprifoliehegnene.
Du duftende, du Flamme, Kaprifolie,
jeg ofrer mig på Livets Blomsteralter.
Brænd med din Ungdom min Erfarings Pjalter,
og salv mig med din Elskovs gyldne Olie!