Jeg har mit Hjærte bristende fuldt
af Tak til mange, mange,
der smilede Solsmil til mig,
når Vejene faldt mig trange;
der trofast rakte mig Hånden;
der skænkede skøn Musik
og Sang til at gynge min Sjæl i Fryd
og følge mig, hvor jeg gik.
Til dem, der tog mine Tanker
og viste dem Manddoms Veje;
til dem, der mig ædle Syner gav
i Farver og Form at eje;
men mest, ja mest af alle,
til nogle få, jeg véd,
hvis Blik alene fyldte mig helt
med Tillid og Kærlighed.
En var måske en dyrebar Ven,
En måske min Frænde,
En har måske jeg mødt kun,
men aldrig lært at kende.
Det er ikke det, der gør det,
det er ikke Tegn og Ord;
du føler det kun, vidunderlig klart:
Her elsker du, og tror!
Og sådan gik det mig længst engang
overfor dig, Veninde.
Da tog jeg dig ind i mit Hjærte
og gemte dig derinde.
Vi skiltes, og vi mødtes,
der skiftede Vind og Vær;
men lå der imellem os Land og Sø,
du var i mit Sind dog nær.
Og ser jeg mig nu til den gangne Tid
sorgfuld tilbage,
da står af dig der en Guldglans
over alle mine Ungdoms Dage;
og lytter jeg, synger imod mig
dit Navn, som før engang,
den Gang, da du vakte til frygtsomt Liv
min frygtsomme første Sang.
Dit favre, klare Åsyn!
Jeg véd, i stormfulde Stunder
har det været Stjærnen, der lyste frem
og frelste mig fra at gå under.
Dine Øjne skilte med roligt Lys
de svulmende Skyer ad;
og tit, når jeg sad bedrøvet,
så strålede de mig glad.
Og nu, da jeg ligger slagen,
ak, thi min Dag var omme,
mens jeg med Længsel så mig ud
mod Øst, imod dens Komme —
nu trøster du mig kærligt:
Jeg lukker kun Øjnene til,
så ser jeg dig, og jeg hører din Røst,
så tit som mit Hjærte vil.
Men du — du aner ikke,
og kunde vel ikke heller,
hvor mægtig en Strøm af Fryd og Kraft
fra dig til mig der vælder.
Du øver uden at vide det selv
Yndes og Uskylds Magt.
Tak fordi du er dejlig,
og for alt hvad dit Blik har sagt!