Tusend Sekler har vi sukket
efter det, som nu er nået.
Havdyb lå med Dødssegl lukket,
Drøm kun steg — og brast — i Blået.
Selv vort Løb
var en Gang;
Jordvægt bandt, når Hjertet sprang.
Blødte Hjorten for vort Glavind,
Fisk for Krog, og Fugl for Pil:
Der var Sorgsind, der var Avind
i det barske Jægersmil.
Rytter, støbt i Eet med Hesten,
Skipper, tømret til sin Skude —
altid langt bag efter Blæsten,
og en Spån på Sø derude.
Disse Bånd,
såe vi, brast.
Nu kun klar, kold og fast:
Og, for surrende Propeller,
dybt i Hav som langt af Land,
ja, og højt i Luften, smelder
jeg, hvis Navn er Den der kan.
Er det Minder, det som tryller
dunkelt Sindet ved de Kunster?
Svam vi før i Fiskes Mylr?
Fløj vi tungt i Dyndvælds Dunster?
Eller (Hør
Mængdens Råb!)
er det Higen, er det Håb?
er det Mennesket, som stormer
op med Lyn til Lanseskaft,
og erobrer sig de Former
som før Guder kun har haft?
Svaret bruser: „Alt, altsammen!
Fisk fløj op fra Bølgedale,
Abehånd brød Øglehammen,
Mand slog Ild og nemmed Tale.
Nu skal Mands
Overmand
opstå af vor Viljes Brand.
Det, vi som Betaling tabte,
tog vi atter. Uden Skælv
skiller vi os fra det Skabte
for som Gud at skabe selv.” —
Vel, så tag de nye Tider,
Himmelflyver, Dybdesvømmer!
Skruer brister, Skinner skrider;
næste nåer, hvad første drømmer.
Far og svøm,
flyv dig frem!
End er Jorden dog vort Hjem.
Gennem Suset, gennem Sangen
over, under Fjeld og Flod
slår vort Hjerte Takt med Gangen,
oprejst Gang på spændig Fod.
Gå da! Gangen er vor egen,
fører frem med frie Hænder.
Dampforvirret, stålbesvegen,
her er det dig selv, du kender:
Den som bar
delte Kår
ind og ud de tusend År,
tung af Støv, skønt Ånders Lige,
lysende af Sjæl bag Skarn,
herlig Drot i Dyrets Rige,
ydmygt alvis Guddoms Barn.
Gå, Mand! Gå! Du selv bestemmer
Muskelkraft og Senespænding.
Du er Viljen og dens Lemmer,
du er Valg, og du er Vending.
Hid og did,
som du vil
og har Mod og Styrke til.
Over Jorden, under Himlen,
går du trøstig hos din Slægt,
uden Tyngsel, uden Svimlen,
i din Livskrafts Ligevægt.
Gå din Gang, når Byggen bølger
silkeblank i lyse Nætter;
Duft af Hyld og Poppel følger,
støvhvid Vej i Vej sig fletter.
Hvor en stejl
Kirkegavl
står i Markers grønne Tavl,
sænker dybe Lindes Kroner
venlig Hilsen mod din Gang,
og i Krattet fugletoner
Omkvæd til en Folkesang.
Strid dig frem, hvor Saltskum fyger
gennem Sandstorm vesterude,
mens de sortforrevne Byger
dølger Sol bag sværtet Rude.
Stans en Stund,
træk dit Vær:
Det er Danmark også her.
Denne Strand, der ensom styrter,
dette Hav, der slår så tungt —
Vandrer, du får gamle Byrder;
bær og slå som Bølgen, ungt!
Gà langs Åløb, gå langs Kyster:
Hårde Kløfter, bløde Bakker
hilser dig med stille Røster,
Græsset hvisker, Kilden snakker;
Bølgebrus,
Vind og Storm,
Sol, og Sky med flygtig Form,
alt bær Budskab til en Vandrer,
som har Stunder og Forstand;
og ham følger lønligt andre,
forudgangne i det Land.
Ikke dybt i Fjeld og Bølge,
ikke højt i Himmelrummet
har vi sligt usynligt Følge;
snart er Stemmerne forstummet.
Løftet Bryn,
Fod til Muld,
færdes vi hos eget Kuld,
fyldes af vor Faders Ånde,
falder til vor Moders Bryst,
går med al vor Strid og Vånde
hjemligt svøbt i Hjælp og Trøst.
Gå i Landet som du ejer!
Taktfast Hjertet i dig gynger,
Jorden mærker hvad du vejer,
Luften løfter hvad der tynger.
Rask og let
frem og frem!
Hele Vejen er dit Hjem.
Hvergang du din Fodsål spænder,
rører du al Jordens Rund,
slutter Strøm med dine Frænder
fra den ældste Oldtids Bund.
Gå kun! Gå! og se, du sanser
gennem Brystet, gennem Foden
større Puls, der aldrig stanser:
Rummets Favntag løfter Kloden.
Og du selv,
af din Gang
stiger Verdners Vandresang.
Far, og flyv, og duk i Dybet—
Oprejst Gang ad åben Jord
rejste Mennesket fra Krybet;
end er det ved Gang vi gror.