Kong Valdemar, Hellig-Knuds signede Søn,
lod Runemestere stævne
og bød dem drage for kongelig Løn
til Landet, de Blekinge nævne,
at finde den Sti, der lys og mørk
fra Strand opstiger til Værends Ørk,
og skære i Stav med kyndig Hånd
Stenstiens mærkværdige Runebånd.
Thi Kongen havde vandret der selv,
men hverken i duggede Dale
ej heller på nøgne Gråstenshvælv
kunnet tvinge de Tegn til at tale.
Nu skulde de følge dem Fod for Fod
og efterskære hver Streg der stod,
af Kæmper indristet i Klippens Rift —
for siden at råde den Runeskrift.
Så bød den vise Kong Valdemar:
Alt skulde de grundigt udgranske,
og hvis det vældige Minde var.
Han tænkte iløn: „De var danske,
de Helte, dær hviler. Vi løfter dem,
at de atter kan løfte os videre frem.” —
Så bød han Mestrene gå med Gud,
og villig drog de på Drottens Bud.
Stenstien fandt de, som lys og mørk
med Runerne kæmpestore
fra Strand opstiger til Værends Ørk.
Dog gavnløs Rejse de gjorde.
Thi Skriften var slidt af Hyrder og Får
og sprængt af Frost i tusende År.
De Mestere skurede Sten efter Sten,
og rådte af Runerne aldrig een.
Men der de kom til Kong Valdemars Borg
og for hans Åsyn bekendte,
hvor lidet de kunde, at Skam og Sorg
var alt hvad de turde vente —
da rejste Drotten sig af sin Stol
og stod der lysende som en Sol:
„Kan Lærdom ej råde de Runer af Old,
vel op! Vi prøver med Spyd og Skjold!”
Så drog han ud som Runernes Tolk
over Sten og i duggede Dale:
Af splidige Stammer opstod et Folk
og hørte Tegnene tale.
Af Ringhed rejstes en kronet Magt.
Alverden hørte, hvad her blev sagt
om Arilds Daner, hvis døde Ry
de levende løfted til Liv påny.—
End stiger hin Stensti lys og mørk.
Ej Lærdom løste dens Gåde,
skønt Mestere kom til Værends Ørk
og kunde Runerne råde.
Var Skriften skreven af Vær og Vind?
Til Stordåd drev den et kongeligt Sind.
Gud give os alle det Runamo,
hvis Drøm kan lære vort Liv at gro!