Trøjborg
Til Boy og Helga Højer.
Til Boy og Helga Højer.
I
End lyser over grønne Enge
de fire fornemt-hvide Søjler;
men Porten var forsvundet længe,
og Glemsel gemte nok dens Nøgler.
End plumper Agern i de Grave,
som spejled Heltens Hat og Kårde;
men glemt er Fædrelandets Gave,
og Daniel Rantzaus Borg er borte.
Højt rager Gavlens røde Rester,
her hviler sig en Høstnat Falken;
men hvor mod Stormen ret han fæster
sin stærke Klo, nedrasler Kalken.
Af hugne Kampesten er Sylden;
men Navren brydes med Syrenen,
og Tjørnen gror omkap med Hylden,
til spæde Rødder sprænger Stenen.
II
Hvor Hængekarm i Borgport buldred
med Daniels Brud, hans Broders Frue,
hvælver en Løn sin lette Bue.
Dog staar en Sandstensfront usmuldret.
Med Skjoldemærker, blodigt bårne,
med Navne, klingende som Kobber.
Men hvilende sees ovenover
to Skikkelser i Stenen skårne.
Den ene løfter Timeglasset,
den anden har sin Høstle rede.
Har i sin Mur den Frontspids passet,
den passer i det Græs hernede.
Deres Vers om Navnet og Bedriften
hvisker et Spørgsmål om Imorgen:
„Du bygger. Hvem skal arve Borgen?”
Og Vanitas er Underskriften.
III
At Kløgt og Dåd kan synes Brøde,
såe Daniel Rantzau, før han døde.
Ej, at hans Brud, da han var borte,
gik smukt i Arv med Hat og Kårde.
Dog slap han for en værre Vunde,
hvis Harme slider mer end Sorg.
Der kom de Tider, da en Bonde
blev Mand på Daniel Rantzaus Borg.
En Bonde, der lod Ploven skure,
så Markerne gav mange Fold,
men brød sig fejl om Hjelm og Skjold
og rev dem ned, de faste Mure.
Måske han træskotramped over
den faldne Borg i Aftenblæsten:
Her fik jeg hævnet dem der sover
med Sår af Svøben og af Hesten!
IV
Stærk er dog styrtet Storhed. Tusend
og atter tusend vel, som gæster
i Eges og Kastanjers Susen
den faldne Borgs forfaldne Rester,
Aner vel bag det lette Kvidder
af Fugle mellem grønne Grene
en Kæmperøst; af sjunkne Stene
oprejser sig en jernklædt Ridder,
Dødbleg, dødtræt af Strid og Vagt,
men rede til at slås og våge
for Drot og Rige uforsagt.
og sees end Synet som i Tåge,
Skarpt lyser dog et Stråleskær
henover Borgens faldne Mure
mod Skyggen af den Mand, hvis Værd
var dette: Han lod Ploven skure! —
V
Løfted han mer end egen Byrde,
bør han med Tak og Ære nævnes,
den Bonde? — Han lod Mindet styrte,
og Mindet på hans Navn vil hævnes.
Men den, for hvem de Søjler skinner,
og den, hvis Hu de faldne Mure
med faldne Slægters Hu forbinder,
kan trøstig drage Plovens Fure.
Hans Hverdag voxer under Mindet,
han trøstes af en sælsom Tro:
Hvert Korn han kaster ud, skal gro
til Brød for Legemet og Sindet.
Da suser i de gamle Lunde
nyt Sommerløv. Til Stammens Tarv
har Adelshu med Bondemarv
lægt Spliden mellem Borg og Bonde.
VI
End hvirvler ofte sære Skygger
af Fortid over Gårdens Tage,
men de, som nu på Trøjborg bygger,
ser roligt frem og trygt tilbage.
Fra Studestald til fyldte Stænger
i store blæstomsuste Længer,
fra Mark og Eng til Regnskabsbogen
er Gården vogtet, Manden vågen.
Fra Køkkenbord til Urtebede,
fra Barneseng til Borgestue,
går flittig Husets milde Frue
med Hånden og med Hjertet rede.
Og derfor trives mer end Græsset
og Kvæget. Der er godt at bo,
hvor grundgod Vilje trækker Læsset,
og høje Mål gir Kraften Ro.
Det klinger kønt, når glade Røster
til Gryders og til Kedlers Klang,
og ind fra Engen, hvor de høster,
melder om Værkets muntre Gang.
Det Værk, hvis hemmelige Text
af ingen Modgang overskygges:
Det gælder ny dansk Adels Væxt;
det er en ny Slags Borg, her bygges!
VII
En der har vandret langt og længe
kan vel med Længsel se tilbage
over de høstakfyldte Enge
mod Trøjborgs blæstomsuste Tage.
Thi efter ærligt Arbejds Varme
og veltjent Hviles Hygge dær
ved brede Stuers Solskinskarme
med Duft af mange Rosentrær,
Går Aftensti langs løvskjult Vold,
hvor Mindets Fugl usynlig synger
for brustne Sten med Hjelm og Skjold
imellem friske Blomsterklynger.
Og her er begge Verdner hjemme
ved Borgen på de grønne Sletter.
Nutid hos Fortid tør fornemme,
hvad Fremtid endnu fjernt forjætter.
VIII
Og når ved Solfald Tågen skælver
i sølvgrå Luftsø over Kæret;
når op af Tågen Trøjborg hvælver
sin dunkle Park mod Aftenskæret;
Da sker det vel, at Skytten glemmer
den rappe Lyd af Fuglevinger,
imedens Luften sælsomt klinger
og toner som af Åndestemmer.
Histoppe fra, dær udgår Klangen,
udgår fra Parkens dunkle Kroner.
Løvkuplen løfter sig og toner
svagt sitrende mod Solnedgangen.
Ej harmfuldt, heller ej i Vånde.
Å nej, det toner som en Trøst.
Det synger som fra Barnebryst
i rolig Søvn den sagte Ånde.