I
Mel.: I Skov hvor Bøssen knalder.
En Jæger gik at søge
blandt Birke og blandt Bøge
det første Forårstegn.
Han fandt den brune Sneppe,
der lå på Løvets Tæppe
i Solskin bag et Hegn.
Tiro, apporte! Tiro, apporte!
Det første Forårstegn.
II
Mel.: Ja, vi elsker —
Se, da sortned Skovens Kroner
og den vårblå Sø;
fjernt et Drøn som af Kanoner
rulled under Ø.
Vel, når Orlogsravne trækker
langs vor åbne Strand,
må vi se, hvad Kuglen rækker,
og hvad Skytten kan:
„Kom og se, hvad Kuglen rækker,
når det gælder Drot og Land!”
Sådan lød et Råb i Staden,
hvor en Jæger stod.
Skytter mylred ind fra Gaden:
„Her, med Liv og Blod!”
Frie Fugle, Folk med Koner,
Værksted og Kontor,
Købmænd, Skrivere, Baroner
frisk i Trøjen foer. —
Og før Nelson såe Trekroner,
stod parat vort Jægerkor.
III
Mel.: Mens Nordhavet bruser.
Kartoverne tordned Skærtorsdagsbud,
og Pramme vandt fuldrigget Ære;
Livjægerne løsnede intet Skud,
dog var de, hvor de skulde være:
På Plads, et Led af det Løveskjold,
som Danmark rejste mod Voldsmænds Vold.
Af Bulderet bævede Sø og Strand,
og Strandvagten kendte vel Striden;
de Hjerter, der brændte ved „Dannebrog“s Brand,
vandt ildfast Udholdenhed siden;
som flygtigt Støv gør af Bloster Frugt,
gav Kampens Krudtrøg dem krigersk Tugt.
Ej sovned de siden i Syvårs-Fred,
de fyldte med Liv deres Love;
de strakte hver Evne og voxed derved
i Kraft og i Ret til at vove.
De bad at føres hvor Fare foer;
det såes en Dag, det var mer end Ord.
IV
Mel.: Bjørneborgernes Marsj.
Vågen værner Mand sin Ære.
Vi blunded halvt — og vågned helt ved Råbet: „Fly os Danmarks Flåde!”
Dog, kun Iræl er Ivang til larv,
og født er dette Folk af Frimands Mod og Marv;
ej skal Skammen bo hos os!
Vi vender før med skarpe Skud den Viser, der vor Skæbne spåede.
Trusel vil vi byde Trods.
Hvor få vi er, så kan vi dog for Æren slås.
Sejrer vi ej —
vi følger vore Fædre!
Kamp er vor Vej,
vi kender ingen bedre.
Det var Jægersind og Sang;
og så marsjered Korpset kækt hvor Kugler sprang.
Slig Æt må Sønners Handling hædre!
Mandige Minder æsker Svar i samme Sprog:
Vagt, ud itide! Frie Vilje, våg!
I danske Mænd, til Liv og Død for Dannebrog!
Morgenstrid for hundred År!
End kvidrer Eventyrets Fugl blandt Roser over grønne Grave:
Hvem mon Vagt for Porten står?
Hvem springer forrest ud i Stridens røde Vår? —
Kongens unge Jægerkor!
I Kuglefløjt for Østerport, blandt Flammetrær i Classens Have
sank hver fjerde Mand til Jord.
Men Dåden er den dyre Sæd, som evigt gror.
Op, alle Mand,
det Banner vil vi bære:
„Dø for vort Land
er leve for vor Ære!”
Verden vælter op og ned;
hver Dag kan kræve al vor Kraft og Kærlighed.
Da skal det ses, vi tog ved Lære,
svarer på Mindets Kald i samme Sprog:
Vagt, ud itide! Frie Vilje, våg!
I danske Mænd, til Liv og Død for Dannebrog!