I
Korea hedder, nej, hed et Rige,
langt mere saligt end Ord kan sige.
Af Dybet favnet, ved Dagens Port
lå Eventyret virkeliggjort.
Her byggede Fliden, her boede Freden,
her bøjede Vædderen sig for Beden.
Her voxede Brødkorn af Ugræsfrø,
her avlede Gilding og barslede Mø.
Her høstedes Honning af brådløse Bier,
og Statsbanken regned et Nul for en Tier.
Og hørtes der fra en Skole Hyl,
så var det kun Læreren, der fik Prygl.
II
Kunde man tænke sig noget humanere?
Således trivedes de Koreanere,
Siden de fik deres frie Forfatning
med Valgret for hver, som var prøvet i Patning,
Og siden det sidste barbariske Sværd
var smedet om til en Kløpind især.
Frigjort for alle Byrder og Bånd
blomstrede den koreanske Ånd
Som ovenfor nøjagtig beskrevet.
Ned til Jorden var Himmerig hevet.
III
Den Hær Korea holdt end ved Magt
lignede nærmest en Englevagt.
Titusende Mand med Faner i Hånden
tilviftede Minderne, Håbet og Ånden.
Imens de andre fem-sex Millioner
sad kærligt hos deres Børn og Koner.
Og Folkets Frihed og Landets Fred
befæstedes herligt fra Bred til Bred
Af Roekuler og Ajletønder —
et Syn der omvendte mangen en Synder.
IV
En Ulempe var der dog; var, eller kom:
Der fandtes en Verden udenom.
Der fandtes andre, simplere, Stater,
hvor Stål var Stål og Mænd Soldater.
Stater, som hellere tog end gav.
Og der blev stillet adskillige Krav,
Som, da Koreas heraldiske Oxe
var blevet en Stud, begyndte at voxe,
Men altid fremførtes højst elegant
af Japans højt kultiverte Gesandt.
V
Og heldigvis havde Korea Vesirer
af Folkets Marv. De var født til at fire.
De firede flittigt og krøb med Forstand
til Værn for deres elskede Land.
Fik de et Spark, så bad de om flere,
og lod det omhyggelig protokollere,
I Hemmelighed. Diplomatisk fortolket:
For ikke at forurolige Folket.
Og det var gavnligt. Og alt var godt,
og Fred, og Lykke, fra Skur til Slot.
VI
Indtil en skønne Dag så minsandten
hans japanske Excellence, Gesandten,
Med sin Gesandtskabsvagt forstærket
til en Snes Rifler (Det bedes bemærket!)
Gik lige op foran Kejserens Trone,
hvor Kejseren sad og sov med sin Kone,
Og forelagde ham et Dekret,
hvorefter Abdikationen var sket,
Og Riget inddraget som en Provins
af Japan, under en japansk Prins.
VII
Og Kejseren vågned og smilte serafisk
og underskrev dette Dekret kalligrafisk.
Hvorpaa Dokumentet offentliggjordes
de Steder, hvor Folket kom for at mores.
Dog var dertil en Efterskrift sat:
„Imorgen modtager Gesandten Skat
Med Rentes Rente for disse fjorten
skattefri År. Den erlægges i Porten.”
VIII
Og derunder stod så trykt med Petit:
„Regeringen varetager Vi,
Og meddeler herved Kvinder og Mænd:
Fremtidig kaldes Korea Cho Sen.
Samtidig bringes til offentlig Kundskab:
Dødsstraf er sat for den, der af Ondskab
Eller Uvidenhed taler sit Sprog. —
Vi venter iaften et Fakkeltog.”
IX
I disse Linjer, som let man fatter,
lød Ordet Dødsstraf og det om Skatter
Uhyggeligt for enhver Koreaner;
det stred aldeles mod Folkets Vaner.
Dog hverken Uhyggen eller den Smerte,
som fandt gennem Fedtet et enkelt Hjerte,
Pinte dem langvarigt eller strengt.
De tre Millioner blev nemlig hængt.
Og de andre fandt uformodet
på anden Vis Lindring; de mistede Hodet.
Hvorefter den exekutive Hær
med oprullet Reb og aftørret Sværd
Strax overtog de Henfarnes Koner
og Døtre. Dog ikke med Statspensioner.
Således var atter alting godt
og fredeligt fra Hytte til Slot.
X
Ikkun een eneste i Provinsen
var utilpas. Det var Kejserprinsen.
Han var berømt som en ypperlig Taler
af de ædleste Idealer.
Men skønt hans kejserlige Person
til Livvagt havde en hel Bataljon
Japanere foran og i Paladset,
lod han urørt Tallerknen og utømt Glasset.
Han grubled om Natten og tænkte om Dagen
på det, som for ham var Hovedsagen:
At Fredens hellige Lov var brudt!
Her lugted af Blod, her stank af Krudt.
XI
Så lod han sit skægløse Ansigt vaske
og flygted med Kyse og Jordmortaske,
Forklædt, ved Midnat, midt gennem Vagten,
som grinende præsenterte for Dragten.
Han havde hørt om en Stad, hed Haag,
hvor et Tempel var rejst hans hellige Sag.
Dær sad, vel tusende Mil fra Cho Sen,
som Fredsvagt Verdens viseste Mænd.
De vilde vide ham Hjælp og Råd! —
Og han gik på sin Fod, og han sejled i Båd;
Han stamped med Skib over store Have
langt bort fra sine Fædres Grave;
Han rumled ad Jernvej Masser af Mil,
og tog på Stationen et Automobil,
Og suste direkte til Fredspaladset.
En Engel på Taget. Jo, det passed!
XII
Prinsen gik op og ringede på.
Portneren lod ham på Trappen stå.
Han sendte sit Kort til Præsidenten.
Det blev en Times tålmodig Venten.
Så kom der en Tjener med Svar igen:
At det fordums Korea, nu kaldet Cho Sen,
Lå selvskyldt under for Magten og Vreden.
Det havde forsømt at værne Freden.
Hvorfor hver redelig Fredens Ven
på det dybeste måtte foragte Cho Sen.
„Og Præsidenten bad melde min Herre,
at han er optaget. Altså, desværre —”
XIII
Her smækkede Portneren Porten i Lås.
Og Prinsen vendte hjem sin Kås,
For tusende Mil fra Fredens Tempel
at se sig hængt, som et højt Exempel
For de fattige Rester af Folket:
Koreas Ånd, på japansk fortolket!
XIV
O Læser, hvis denne beskedne Historie
mangler den poetiske Glorie;
Hvis Moralen er usammenhængende;
kortsagt, gir den for lidt for Pengene:
Dadl ikke mig, men Virkeligheden!
Thi den har digtet Korea-Freden.