Sælsom er din Saga, Danmark, yngst af Lande som du stăr,
Lag på Lag af Muslingskaller
og tålmodige Koraller
dynget under Bølgedybet, dulgt, i Millioner År.
Langsomt steg du, stenhvidt muret,
blev af Bræens Isplov furet,
af dens Fjeldstøv frugtbargjort,
groede grøn, fik Navn og Skæbne, Østersøens Port.
Danmark døbtes du af Folket, vi tog Lykke af vort Land.
Sammen fra de ældste Tider
samme Skæbnestrid vi strider,
frugtbargjort af Bræ og Bølge, mens de sprænger os vor Strand.
Vante til så delt en Lykke
stod vi længe dog for trygge,
thi et Folk må vide mer
end at blomstre kun, og styrte, stumt, som Kridt og Ler.
Kysten fik vi lært at værne, lært af alt hvad vi har tabt:
Nu, når Havet hårdt sig løfter,
brydes det af stærke Høfder,
æder ej, men øger Landet; Skæbne, som vi selv har skabt.
Andre Høfder, andre Diger,
når den røde Stormflod stiger,
fordres dog til Folkeværn.
Vilje kræver Våben, Frihed Skjold af Sten og Jern.
Loke løj, og Loke smilte. Der var Splid i Ægirs Hal.
Da kom Tor med Lyn og Torden,
Løgneren blev smidt på Porten ...
Se, det lyner, hør, det tordner! Og vi skimter hvad vi skal.
Ti har kaldt, Titusend svarer.
Daglig strømmer nye Skarer
ivrigt offerglade til:
Danmarks Frihed, Danmarks Ære, koste hvad det vil! —
Vel. Når Værket er fuldbyrdet, tør vi stå som før vi stod,
skilt fra Slesvig, skilt fra Skåne,
ventende på næste Måne,
faste ved den fælles Vilje til at modstå Strøm og Flod.
Ikke Stammer, ikke Stænder,
men et Folk, der ser og kender
sine Vilkår og sig selv
og med samlet Livskraft møder Bølgens mørke Hvælv.
Riger styrter, Kroner sprænges, Verden vugger op og ned.
End var intet Fald tilfældigt,
end var intet Hav så vældigt,
at det vælted vågen Troskab, undergraved Kærlighed.
Lag på Lag op over Vandet
må vi langsomt mure Landet.
Elsker vi, og er vi tro,
da skal helt og stort af Dybet Danmark atter gro.
Helt i Hu til Livets Ære, den, der gør os Døden skøn;
stort, fordi vi strider Striden
imod Skæbnen, imod Tiden
med et Mod fra større Magter og for mer end Lykkes Løn.
Flyr vi Kampen, får vi Faldet.
Kæmper vi, så løfter Kaldet
over Vunder, gennem Ve.
Det er Mandevid og Visdom. Mer kan ingen se.