Paa den blege, blaa Himmel
straaler Fuldmaanen klart,
medens hvide, smaa Skyer
gaar i sejlende Fart
gennemsigtige over
Maanens ubrudte Rand
og forsvinder bag Himlens
fjærne, vestlige Strand.
Som en Fe’s lette Vinger
er de drivende Skyer.
Endnu lettere bliver
deres Skygger, der flyer
henad Markernes Flade,
hvor den nyfaldne Sne
er i Fuldmaaneskæret
lig et Sølvhav at se.
Ja, et Hav, hvor ej Blæsten
kan faa Bølgerne vakt,
ligger tindrende Sneen
over Jordmulden lagt.
Lutter lysende Hvidhed,
kølig straalende Glans
lige til Horizontens
mørke skovklædte Krans!