Den friske, sunde Kampleg
med Septembers køle Blæst
fordobler mig min Styrke,
giver Frejdighed dernæst,
og let som ellers aldrig
gaar min Vandring gennem Landet,
som Skyens over Himlen,
som en Iling over Vandet.
Jeg kommer ud paa Marken
just ved Solnedgangens Tid
og kaster mig i Græsset
under Tjørnebusken strid.
Dèr ligger jeg og lader
som en Svale Blikket flagre
højt op i Himmelglansen,
lavt henover dunkle Agre.
De hvide Margueriter
i det mørkebrune Græs,
det flammerøde Solbaal
bag det høje, sorte Næs,
den ranke, stolte Raabuk
med sin Hjord af lette Hinder
paa Vandring ned mod Kæret,
hvor som Guld Smaabølger skinner,
Septembers fine Skønhed
i den gyldne Straaledragt
med sorte Skyggers Islæt
under alle Banker lagt,
den elsker jeg fra fordum,
den vil i Sang jeg prise,
paa Blæstens Vinger løfter
sig min Septembervise.
For Aftensolens Drotstol
knæler ned den sorte Sky;
jeg bøjer mig med Hilsen
for den Soltid, der vil fly.
Jeg kysser dine Hænder,
skønne Høst, for sidste Gang;
dybt af dit Øje drikker
jeg Mod til Vintersang.