Den krydret-søde, stærke Duft
af Blomsterfylden hvid og skær
i Havens unge Abildtræer
ombølger i den lune Luft
og vælder ad mit Vindu ind
med Foraarsnattens bløde Vind.
Den aander Uro i mit Sind,
den lokker som et Elskovsbud,
den søde, stærke Blomsterduft:
jeg maa derud
i Foraarsnattens milde Luft.
I dæmpet Lysning kan jeg se
de brede Grenes Blomstersne.
Mon ikke selve Vaarens Fe
i slig en dejlig Hvælving bor?
De fugtig-bløde Ganges Jord
opfanger lydløst Fodens Spor.
Jeg stiger over Havens Hegn
og faar et Bad af Aftnens Regn,
der gemte sig for Muld og Støv
i Poplens fine, friske Løv.
Min Fod er vaad af kølig Dugg;
jeg vandrer i det unge Korn
og ser mod Maanens gyldne Horn
og hører Gøgens fjærne Kuk
fra Tørveskærets Ellekrat.
Den kukker al den korte Nat
til Morgengry, fra Dag er død.
Mod Nord er Himmelranden rød
og røde Luftens lette Skyer,
thi langt herfra ej Solen flyer:
den møder kun
en stakket Stund
den mørke Bølges køle Mund, —
saa staar den op
og straaler over Klittens Top
til Lyst og Liv for Blomst og Blad,
som løfter sig imod den glad,
forfrisket under Duggens Bad,
fra Nattens blege Himmelhvælv, —
ja, frisk og modig, som jeg selv,
vil hilse Dagens lyse Gry
naar Nattens blide Drøm maa fly.