I
Vi fulgtes gennem hin duftende Lund
og langs den dughvide Vang;
i Krattet, som flød på det sølvblege Sund,
sad Nattergalen og sang.
Kastanjerne bar foran Husets Dør
højt deres skinnende Kerter,
og alt var stille som aldrig før
om os to skælvende Hjerter.
Og Duften drev gennem Vinduet ind
i den hvide, dæmrende Stue;
da blussed gyldent i Blod og Sind
hin fugleflyvende Lue,
og Sjælen sprang til den kyssende Mund
under Hjerternes jublende Latter:
Du er undfanget, Barn, i en lykkelig Stund
glad Elskovs yndige Datter.
II
Og det skal du vide og huske på,
når nu du voxer og trives:
Din Moder har båret dig frisk og glad,
så gladere Mor ej gives.
Og hændte det at min Fod blev træt,
og Hjertet sad under Tynge,
så tænkte jeg på det Liv, jeg bar,
og gav mig strax til at synge.
Og hildedes jeg af mit hastige Sind,
og mit trodsige Sind vilde troldes,
så tænkte jeg på det Liv, jeg bar,
som intet ondt måtte voldes.
Men frit Løb undte jeg alslags Fryd,
al frisk og retfærdig Harme,
thi når mon fødtes Menneskebørn
for stolte, for levende varme?
III
Ja, du er kommet for sent, dit Skind,
du skulde ha set din Mor dengang,
hvor stolt hun gik, hvor rank hun sad,
og hørt hende, når hun sang.
Hun svulmede som en Rose kun,
der fyldigt folder sin Rigdom ud
og dufter netop i dobbelt Mon
med solbrændt blegnende Hud.
Mens Røstens rigere Toner skjalv
i det uvist vordendes Dobbeltspil,
blev dybt i Øjnenes natgrå Hvalv
ny tindrende Stjerner til.
Og når vi sad og holdt Mørkning lidt,
lod hun mig føle sit Hjerteslag:
Et fuglehastigt og flygtigt et
fornam vi sitrende bag.
IV
Dit fuglerappe Hjerte,
det gav mig tusend Tanker.
Jeg synes undertiden nu,
at mit så ensomt banker.
Det var en angstfuld Rigdom,
en sød og livsfyldt Smerte.
Jeg smilte, når du stødte
med Foden til mit Hjerte.
Hvor var det varmt og trøstigt
i Verdens Mulm og Kulde
at vandre med dit skjulte Liv,
der groede som det skulde.
V
Stoltere blev ingen Fyrste fød,
end du, vor dejlige Datter.
Du sprang med Fryd af din Moders Skød,
din første Lyd var en Latter.
Selv lo jeg højt ved det sære Syn,
mit Hjerte flammed af Livets Lyn.
Menneske var du af Åsyn strax,
en Glæde jeg aldrig glemmer,
så blank og rank som et Blomsterax,
med kåde, smidige Lemmer.
Men Øjnene blinked dunkeltblå,
du havde Gåder at gruble på.
VI
Ånded du og følte,
hørte du og såe
første Gang de Gåder,
vi selv grubler på, —
dem, vi stadig mindre kan forstå?
Frøs du og var nøgen,
nu, da du blev fri,
længtes efter Fængslet,
du var fostret i —
efter al den Drøm, som var forbi?
VII
Nej, du længtes efter Frihed
med dens Lyst og Nød;
derfor sprang du med en Latter
af din Moders Skød.
Ingens Hjerte fryser,
dær hvor Livet lyser.
Grublen ej, men Gerning råder
Livets bange Gåder.
Barn, bliv ved, som du begyndte
på din første Dag,
da du greb din unge Skæbne
med et Favnetag!
Blomstre, ja og bløde,
favne, ja og føde.
Den, som vover, dær han vilde,
står ved Livets Kilde.
VIII
Ak, hvor var du spæd og fin,
en nyfødt lille Pige!
Aldrig såe en Mor før
i Yndighed din Lige.
Badet, svøbt og puttet
lå du i din Vugge,
let og hastigt åndende
med små Tilfredshedssukke.
Jeg var altfor dødtræt
til blot at løfte Nakken, —
såe kun på det hvide Loft
og Lampeskærets Flakken,
Fritted ingen Fremtid,
og husked ingen Vånde —
vidste kun, mit Barn er født,
og hørte Barnet ånde.
1904