Det var en Aftenstund.
Men jeg, som ellers altid mindes
hvorledes Luften gennemskinnes
og Skyer farves og forbindes,
jeg mindes dette kun:
Det var en Aftenstund.
Du gik mig ganske nær.
Men jeg, som ellers aldrig glemmer
hvad Øret og hvad Øjet nemmer
af Blikke, Tonefald og Stemmer,
mindes kun een Ting her:
Du gik mig ganske nær.
Tæt var min Hånd ved din —
din lille venstre, som ved Siden
i let Fremogtilbagegliden
mødte min højre hele Tiden,
din frem, tilbage min:
Tæt var min Hånd ved din —
Alt som vi to nu gik,
steg der af vore Hænders Svingning
i rytmisk Bort- og Sammentvingning
noget som dæmpet Klokkeringning,
en frygtsom spæd Musik —
alt som vi to nu gik.
Det sker, som Elskov vil.
Endskønt en tredje var i Følge,
næppe vor Fryd vi kunde dølge,
så sød var denne Tonebølge —
Dog tav vi, skjalv dertil:
Det sker, som Elskov vil.
Så let var denne Rytme,
al Længsels Melodi:
Hånd imod Hånd til Møde
og — uberørt forbi.
Selv den fik vore Hjerter til at gløde.
Da skete det, jeg strejfed
din Hånd med min engang:
Symfonisk i det samme
tusende Strenge klang.
Hver Nerve i min Krop var Sang og Flamme.
Fryd skjalv i mine Knokler,
Fryd sitred i min Hud,
af Jubel blev hver Celle,
hvert Blodkar videt ud.
Hvert Livets Væld tog mægtigt til at vælde.
Så luende en Vellyst,
at Hjertet gjorde ondt,
begærede dog bønligt
hint lynende Sekund.
Gang efter Gang berørte jeg dig lønligt.
Og hver Gang var der nye
små Nervenet, der skjalv,
og nye Baner sprængtes
i Hjernens Himmelhvalv,
hvor Stjernetåger tindrende henslængtes.
Jeg følte mig som selve
det grænseløse Alt,
opfyldt af Verdenskraften,
hvis Bølger steg og faldt:
Evig, uendelig — hin ene Aften.
1900