I
Så du Aftenstjærnen skinne,
spejlet i den dybe Flod?
Nej, jeg så kun min Veninde,
tankefuld hun hos mig stod.
Hendes Øjne så jeg skinne:
Løndomsfulde Lys derinde
fyldte mig med Længsels Højtid,
evig Længsels dybe Flod.
II
Månelyset glimtede på dugvåde Stier,
drømmende drev jeg i den duftende Skov,
Fuglene sad som mine Sorger og sov,
Nattevinden suste mit Sinds Melodier.
Blomsterhvide Tjørnes kuplede Krat
lyste vidunderligt i Dæmring og Nat,
Månelyset glimtede på dugvåde Stier.
Broderligt hilste de alvorlige Træer,
Ånder var nær,
Nattevinden suste mit Sinds Melodier...
III
Fjorden er hvid i den dæmrende Nat,
blank langt ud imod Havet i Nord.
Sort står Brinkernes Tjørnekrat
over den blegnende blanke Fjord.
Bag ved Møllens løftede Vinger
lyser en dæmpet gylden Tone.
Stille de store Blade svinger
hist i den høje Poppels Krone.
Næsten er det, som om jeg sårer
grusomt en, jeg selv har kær,
hvergang jeg med de skarpe Årer
kløver det blide Perleskær...
IV
I Juninattens Dæmring så jeg en Villa skinne
med Vindver og hvide Mure imellem grønne Linde.
Langs Havediget gik jeg og trådte med min Fod
Markvalmuernes Blade, det røde Blomsterblod,
men inde langs med Stien imellem Kornet stod
store tunge Knopper, der længtes efter Dagen
for sitrende og glitrende at folde fuldt sig ud
og føle Solens Ildkys på deres køle Hud
mod uberørte Bryster af purt Skarlagen.
En lille Lærke vågned og smutted af sin Rede,
men putted sig igen mellem Markens høje Strå.
Dær stod den unge Hvede, dens Blade var så brede,
og tunge perlegrå Dugdråber lå derpå.
Foran mig skvulped Sundet i spæde Tåger hyllet,
af Stjærners Kys fortryllet, magtstjålet, bølgebundet.
Sagte så jeg det glide
mod Himlens rosenrødmende Morgenside.
Så kølige, så rene, imellem Tang og Stene
de runde Vande skvulpede, og jeg var helt alene.
Så klædte jeg mig nøgen på Badehusets Bro,
jeg knejste i min Styrke, jeg strakte mig og sprang:
Det bruste højt omkring mig, Skumbobler fløj og klang —
så bar det mig, det løftede, jeg lå deri og lo.
De favnede, de bar mig, de svale bløde Vande,
de kyssede mig stille på Hals og Pande...
...Så gik jeg op i Land,
og ned ad mine Lemmer drev det salte Vand;
fra Haven strøg imod mig den blide Rosenvind,
den åndede mig Længsel og Savn i Sind.
Jeg tænkte mig: Således vil vel en Havmand stige
fra Dybets dunkle Rige den stille Sommernat
og vandre hvid og nøgen ad Grus og grønne Stier
og lytte til sit Hjærte, mens hele Verden tier,
og beruse sig i Duften, som fylder Mark og Krat —
skælvende og sky og beredt til at fly,
så snart en Fugl i Drømme kun ryster sine Vinger,
så snart et Blad af Poplen i Luften svinger.
Måske er der et Møde, han frygter og attrår,
så blot en flygtig Tanke får hans Hjærte til at gløde,
og Blodet sin Springflod igennem Brystet slår!
Det er der, ja jeg véd det; jeg så, hvad ingen måtte,
jeg så den unge Pige, den slanke Luftens Datter,
da hun sommerluftomsuset gik ud af Badehuset
og blomsternøgen trådte på Trappen, hvor hun stod
og strakte ned sin Fod med sagte kilden Latter.
Hun følte Vandet rulle, hun gyste ved dets Kulde,
og med de spæde Bryster, hvert som et Liljeblad,
hun vendte sig mod Solen, indsuged barnligt glad
den søde gyldne Varme med al sin hvide Hud,
før i de friske Vover hun kækt sprang ud.
Og siden har jeg jaget så vidt som Bølgeslaget
og kastet mig og klaget ved fjærne Klippers Fod,
har stridt med kolde Strømme, der strømmer dybt i Dybet,
har splittet Fiskestimer og skræmmet Havbundskrybet,
svømmet i Månetimer på den hvirvelkruste Flod,
op, hvor i Fossens Bulder med Skumsvæv om Skulder
Strømkarlen trodsig stryger sin Violin, hvis Toner
over sitrende Birkekroner med Stormsus fyger.
Hvad hjalp det mig at flygte, hvad hjalp det mig at stride,
nu véd jeg dog med Hjærtet, hvad før kun Tanken vidste,
at jeg er skabt til Længsels evige Kval at lide,
skabt med en Sjæl af Savn — og en Boble kan briste,
og dens Skal glider ud i det Dyb, hvorfra den kom,
men en Søn af Storm og Sø, hans Savn kan aldrig dø,
han lider ved at føle sin Sjæl som Boblen tom
— et evigt Tab, skønt aldrig han havde noget at miste —
og ønsker, at han kunde som Boblen briste.
Dog var der for min Sygdom én Lægedrik til Helse,
Et kunde frelse:
Hvis Luftens slanke Datter, den blomsterhvide Pige,
hun, som går på Jorden med spændigsikker Fod
og har Sol i sit Blod, og hun ser mod Himmerige,
hvis hun mig kunde skænke sin Sjæl i Kærlighed,
thi den er lig den milde ustanselige Kilde,
den synes svag og lille, dens Bund dog ingen véd.
Hun kunde, hvis hun vilde! Håb tvang mig til at frygte,
Frygt tvang mig til at flygte, Håb drog mig atter til:
Hun kunde, hvis hun vilde. Måske hun vil.
Af Rosen har jeg krystet al Duggens Rosenolie,
af hundred Blomsterhegn rystet mig duftig Regn,
af Hylden og af Rønnen og den gyldne Kaprifolie.
Med Friskhed har mig Bladet, med Sødme Blomsten badet:
Så skrider da jeg Havmand ad de halvdunkle Veje,
med bølgevante Lemmer omflydt af lunken Luft,
ør af Længsel og Duft, op mod det Hjem, der gemmer
bag hint åbne Vindu min Længsels hvide Pige.
Gardinets lette Flige mod Natteluften skærmer,
skælvende jeg mig nærmer og skyder dem tilside:
Dær hviler hun, den hvide, på snehvidt Pigeleje —
Hvor drømmer nu mon Sjælen, som jeg vil eje? —
Og var jeg nu den Havmand, da steg der i mit Sind
vel en Stormflod af Lidenskab og slængte mig derind! —
Bliv kun du, Barnlille, i Drømmens Rosenhave,
hvor din Sjæl vælder ud i en klar og kølig Kilde!
En Røver søger Rov, og en Tigger tager Gave,
min Sjæl er rig og har ej sligt Behov.
Den er rigere end din, uendelig vid og stor,
du selv er kun en Vandlilje, vugget ved dens Kyster,
og Stjærnerne som Blomster på dens brede Marker gror,
og gennem dens Himmel råber de stærke Stormes Røster.
Dog inat er der stille på min Sjæls hvide Stier,
dær vandrer jeg og lytter, mens Verden tier...
Endnu var alting tyst.
Men da jeg så mod Sundet, var Tågen brat forsvundet,
og Landet lå hinsides dagklart og farvelyst.
Igennem Haven hvisled den lette Morgenvind,
med Et var Luften sval.
Skjult i den grønne Lind slog højt en Nattergal.
V
Nu må Natten segne,
blegne Månens blanke Horn;
Vinden vifter allevegne
i det unge Korn.
Langs min Sti
driver Damp forbi,
op i Luften, bort deri.
Bag de grønne Brinker
blinker Åen, dyb og klar;
sagte slår de første Finker,
andre giver Svar.
Dag er nær;
i de dunkle Trær
fløjter højt en frejdig Stær.
Marker, fjærne Diger
stiger nu i klare Strøg;
Skygger fæstnes eller viger,
Himlen bliver høj.
Junigry:
Mod det hvide Ny
rødmer Dagens Rosensky!
VI
På Vejen ruller en Vogn forbi,
og langt bagefter det støver.
Køerne ligger og gumler
midt i den duftende Kløver.
Karlene sidder på Præstebjærg
og snakker med Byens Piger.
De ser gennem Sommeraftenen
ud imod fjærne Riger.
Ind mellem sortnende Kyster og Øer
glider de gyldne Strømme.
Nu bliver de kådeste Hjærter
forunderlig blide og ømme.
Langsomt lister den hvide Røg
op over Eng og Vange.
Der lokker en Violin
langt borte med klagende Sange.