Farvel, kære Fader og Moder.
I undres, I vredes måske:
der er en af Indiens Floder,
hvis Udspring jeg ønsker at se.
I bliver, I døer vel herhjemme,
men døm ikke Flygtningen hårdt!
Glemme, hvem taler om glemme?
Jeg veed kun Et: Jeg må bort,
herhen, og derhen, og allevegne hen —
jeg kommer aldrig igen!
Farvel, kære Broder og Søster.
Det kan I vist aldrig forstå:
Der er en Koral-Ø, hvis Kyster
jeg ønsker at hvile mig på.
Held følge den trofaste Kending,
Fred skygge den Bofastes Hus,
Mig lokker den langstrakte Brænding
og Sydhavets lønlige Brus —
herhen, og derhen, og allevegne hen,
jeg kommer aldrig igen.
Farvel, kære Viv og Veninde.
Du var tro, du var tapper og øm;
men i Kaukasus er der en Kvinde,
hvis Hånd jeg har holdt i en Drøm.
Jeg veed vel, at Minderne følger
med Længsel og Gråd på min Gang,
men mig lokker bag Sletter og Bølger
de Fremmedes Latter og Sang,
herhen
og derhen
og allevegne hen —
jeg kommer aldrig igen.
1905
