Langt må jeg længes, og fjernt må jeg fare —
længes, så Hjertet vil sprænges,
bort fra de Byrder jeg bærer.
Kærlighed, Arbejd og Ære —
kære, de tynger så hårdt.
Bort, bort mod det fremmede bare!
Langt må jeg længes, fjernt må jeg fare.
Fri, uden Følge, at svømme og dykke,
følge med Blæst kun og Bølge!
Ensom jage og fange
fremmede Sukke og Sange,
ukendte Aftner og Gry!
Ny, ny og foryngende Lykke:
Fri, uden Følge at svømme og dykke!
Veed dog, der kommer den Kvæld, da jeg mindes,
kommer ved Høst eller Sommer.
Frysende ensomt og fremmed
jager mit Hjerte mod Hjemmet —
Engellands Klokker har kaldt.
Alt, alt, hvad jeg løste, må bindes,
binder mig ikkun en Hånd, som jeg mindes.
Bølgerne frister, det flakker i Flammen.
Vidste vi det, vi må miste!
Hemmeligt binder dog Livet;
Liv, vi har taget og givet,
fængsler, når Lænkerne brast.
Fast, fast gennem Æren og Skammen,
Lykken og Lidelsen bandt det os sammen.
1909