Jeg synes snart i hundrede År
jeg har siddet her på mit Kammer
og stirret i Ovnens Flammer
og lyttet og vidst, hvergang du går
over Gulvet dernede:
Hun elsker mig, under mig gode Kår —
det er gammelkendt allerede.
O Hverdags-Støv og Vane-Spind!
Hvor er Stjernen Vidunderlig henne?
Den lyste ved Verdens Ende.
Før — skælvende Legem og syngende Sind,
Ildrose, du blide!
Nu — nu er jeg vant til at gå derind
og lægge mig ved din Side.
Det må vel volde mig Angst og Ve:
Skal jeg som de andre sløves,
indspindes og overstøves?
O nej, nej nej, det skal ikke ske,
endnu er jeg vågen,
og Stjerner kan jeg dog stundom se,
de tindrer gennem Tågen.
Du har to Øjne, der lyser af Fryd
og sortner af bundløs Kvide;
de lader mig alting vide.
To Øjne, der truer som Dolk og Spyd
i Trods eller Harme:
Dine Øjnes Lys, og din Stemmes Lyd,
og stundom i dine Arme.
Hver Gang din Ildsjæl flammer sig fri,
da flammer min den imøde
for at blomstre med den og bløde.
En Storm, en Lue, der foer forbi,
i Sivet en Susen:
Hvad så, når Guddommen var deri,
og Timen var god for tusend.
1902