Så står jeg da her under Midnat,
forladt og i Længsel påny,
Lys funkler herop gennem Mulmet,
fjernt summer den sovnende By.
Selv sover du sent nu iaften,
end brænder mit Kys din Mund,
din Hofte mindes min Krystning
i den ensomme Midnatsstund.
Du græder måske. Græd ikke,
ryst Tårernes Regn af din Kind!
Løft Blikket: Min luende Elskov
med Stjernerne lyser derind.
Jeg mindes dit Kys og dit Favntag.
Se Stjernerne, se hvor de ler:
Snart, snart skal vi kysses og favnes,
så aldrig vi glemmer det mer.
Sålænge vi lever, vil altid
med Legem og Sjæl vi ty
tæt sammen og stoltelig skænke
Sjæl, Legem, alt altid påny.
Så stolt og så frit og så fuldtud,
at vi, som os dødsdømte veed,
får følt i de fattige Timer
Al-Livets Udødelighed.
1901