Kornet var høstet. En iskold Regn
slog tungt over gule Marker og Hegn.
Bag Landevejsgrøften i Regn og Vind
lå ensom en Hytte. Dær søgte han ind.
Han stod under Tagskæggets dryppende Strå;
Skyer kom sorte, og Skyer kom grå.
Hvert Stænk slog igennem hans luvslidte Frakke,
og Dråberne sivede ned ad hans Nakke.
Måske var der Mad eller Mønt i den Hytte.
Da lød der en Sang; han måtte lytte.
Hvem kunde vel synge så glad derinde?
Hvem andre end en Daglejers Kvinde.
Hun sang for sit Barn. Og der snurred en Rok.
Måske var Sangen tarvelig nok.
Men da han havde lyttet en Stund,
var han nær ved at græde. Det skjalv om hans Mund.
Han løb som et Dyr over Marker og Hegn
i den piskende Blæst og den kolde Regn.