Hør Bølgernes Plasken og Brus! Og mærk, hvor Plankerne ryster!
Dæksplads eller Kahytsplads, hvem husker Småting inat?
Havet er under os alle, ét Skib, ét knagende Rat.
På Dækket står Broder hos Broder og klynger sig Søster til Søster.
Og Stjærnerne går i Skyer og Storm og skinner på skumslagne Kyster.
Lang Vej har vi drømt eller drevet og tænkt, at det gik af sig selv,
haft Tid til at kævles om Køjer og bides om Pladser ved Bordet.
Det gik; men det går ikke mer. Havet har æsket Ordet,
og Stormene styrter sig krydsvis ned igennem det dirrende Hvælv.
Kender vi Kursen inat? Og hvad Slags Mand står ved Roret?
Det er Nytaarsnat over Verden, og Skik på vor arvede Skude
at fejre Fester ved Fuldskab, hvis ikke man snorker dem bort.
Ældgammel Skik. Men Skuden er skør og Været Helvedes hårdt:
Vi trænger til Mænd, som kan tumle med Tanker og Ting lidt fort,
hvis ej vi skal sovende synke og drikkende drukne herude.
Der er dybt i det Havs kolde Strømme; de Døde har Tid til at drømme.
Hvad er det, der hvidner histnede så blegt i den væltende Flod?
Det sank. Og nu steg der et andet. Dybt er det Havs kolde Strømme.
Vi flækker de flintsorte Bølger, de plasker så tungt imod,
og hist og her i Lanternernes Skær går Skummet rødt som af Blod.
Hvem venter vi Hjælp af i Havsnød? Vi skimter sælsomme Skibe
med lydløst ringende Klokker og gennemsigtige Skrog.
Ja, de har sejlet engang som vi; de hjælper nok, skal det knibe.
Så kan vi sejle, som de gør nu, og lade Stormene pibe
om Stormastens vajende Spindelvæv, som fordum hed Dannebrog.
Nej, nej, vi er vågne inat. Ikke sandt, vi er vågne på Vagten?
Passagererne mønstrer som Mandskab; det hedder: Ved Pumperne klar!
Hver Hånd i sin Hank, hæng i! Så frelser vi Skibet og Fragten.
Det Skib og dets Fragt på det stormslagne Hav er alt, hvad vi ejer og har.
Men kender Kaptajnen Kursen? Ja, derpå véd Stjærnerne Svar.