Til Holger Drachmann
(Efter Læsningen af »Den hellige Ild«.)
(Efter Læsningen af »Den hellige Ild«.)
Du spørger efter de Unge —
Jeg melder mig, går roligt frem
og hilser: Danmark er mit Hjem,
jeg taler den danske Tunge.
Jeg er en af de Unge.
Kun én, og ingen Høvidsmand,
end ikke Led af nogen Hær,
hvis Magt kan gi min Mening Værd,
hvis Taktslag gør min Tale sand.
Der følger ingen Fanfarer.
Kun for mig selv jeg svarer.
Du råber med din Kæmperøst,
det runger fra dit brede Bryst —
jeg tror, det kommer fra Hjærtet.
Jeg svarer, som min Røst er til,
du tror mig, hvis du kan og vil —
Den Angst for Danmarks Undergang,
der skælver gennem al din Sang:
Mig har den længe smertet.
Ak, alt er det længe siden:
Jeg trådte frem ved Saxos Hånd
for Valdemar, for Absalon,
hin mandigst fødte Mand i Nord.
Jeg loved, når jeg selv blev stor,
da vilde jeg med i Striden.
Jeg sad i Faders Sofakrog
med Saxo, med en Sagabog,
på Nordens Kræfter blev jeg klog,
og dybt ind i mit Barnesind
sig Kæmpeviserne brændte.
De hundrede Vers jeg kendte,
kendte dem ud og ind.
De brandt sig fast med Sommersol
— Skoven stod grøn, og Gøgen gol —
med Månenattens Elverild
— Ridderen red sit Hjærte vild —
og Dansen gik på Ribe Bro,
stolte Møer og stærke Mænd:
»Vi danser vel den Dans igen,
»med skærpet Stål — og i Silkesko!«
De hundrede Vers jeg kendte,
men ikke, hvor Visen endte.
Indtil en anden Bog jeg fandt
— ikke med Elverdanse —
Men den om Danmarks Blod, der randt
gavnløst ved Dybbøl Skanse —
Op jeg så, og så mig om:
Stænget fandt jeg vor Plet af Jord:
I Øst og Vest, i Syd og Nord
kun Fjender og lunkne Venner.
Da var det Undergangsangsten kom:
Nu véd jeg, hvor Visen ender.
Det véd jeg nu, hvad den Gang kun
jeg aned som en tiårs Knægt,
at Ret får aldrig Verdensvægt
foruden Magt i lige Mon.
Og har vi virkelig engang
— hvad næppe nogen Forsker véd —
i egen uretfærdig Tvang
haft Magttilvæxtens Mulighed:
De Tider forlængst er omme.
Atter kan de ej komme.
En Dag — vi ser vel ej, det sker,
vel heller ej vore Sønner —
en Dag er Danmark ikke mer.
En Dag skal Danmarks favre Navn
forstås kun som en Stormagts Havn.
Skønt Hjærtet ved Tanken stønner —
der frelser os ingen Bønner.
Ja, Hjærtet stønner i mit Bryst,
det klager sig ondt herinde —
men hører dog en dæmpet Røst
som en Hvisken af høje Vinde:
»Jægeren fandt, det véd du jo,
Templer og Byer i Mexico,
skjult under grønne Skove.
Inden Aztekernes Rige faldt
arildsgamle Ruiner alt,
skjult under grønne Skove.
Ingen aner, hvad Mænds Bedrift
Murene bær i ukendt Skrift,
skjult i de grønne Skove.«
Hvor sært et Hjærte tit sig ter.
Om Undergang Røsten nynner,
og pludselig, så begynder
mit Hjærte — — ja, det ler!
helt for sig selv og tyst, men frit,
som Bølgerne de kan så tit,
når Stormen er lagt til Leje:
De gynger langsomt, uden Skum,
og over dem står Himlen stum
med Stjærner i sit dybe Rum
ad alle de vide Veje —:
I Babylon, i Kongens Sal,
er Ørkenvindene hjemme.
Tilsandet er dens Pragtportal,
på Taget sover en Sjakal:
Hvad skulde vel dær den skræmme?
Nilfloden svulmer År for År —
Men kun som Dødningkuler står
Pyramiderne i Ægypten.
Selv Gud Farao måtte dø,
og Dynasti på Dynasti
er sunket i den mørke Sø
— Visdom og Magt og Guld deri —
hvor ingen har pejlet Dybden.
Se, Tyskland selv er Tidens Træl,
skønt det Folkeslagene tøjler
til prunkende Sejrssøjler:
Det skal derned, alligevel,
med Søjler og med Kanoner.
Og Bjørnen Ruslands Pandeskal
skal slå mod Jorden i sit Fald
og tabe de gyldne Kroner.
Og London — London synker med,
ingen skal kende mer dets Sted,
og kun de farende Vinde
véd, hvor det var at finde.
Er det en fattig Trøst for os?
Mig fylder det med mægtig Fryd
at høre Verdensstormens Lyd,
der knuser alle Kræfters Trods.
Et hundred År, et tusend År,
de stærkeste forgår, forgår!
Selv den forgår, som nu er størst.
Om vi, de små, forsvinder først —
hvad hjælper det så, vi sørger:
»Når kommer I?« vi spørger.
Skal du og jeg mon ikke dø,
nedmejes som det modne Hø —
men strækker vi derfor Vaaben?
Nej, slænge sløvt sig, med et Suk,
og vente Leens visse Hug,
gør Trællesjælen og Tåben.
Den, som er ud af Ædles Æt,
tilkæmper sig den stolte Ret
at kalde sit Liv sit eget —
tilegner sig det Dag for Dag
ved Arbejd i sit Ansigts Sved,
ved Kamp, hvor Sjælens Kraft er svag
— med Brystets dybe Åndedrag
og med sit Hjærtes fulde Slag —
så når engang han segner ned,
i sin Samvittighed han véd:
Selv har jeg aldrig sveget.
Og blev han til en ensom Mand,
og krogedes den ranke Ryg,
ej sluktes dog hans Viljes Brand,
i Øjet sidder Sjælen tryg:
Han sænker ikke sin Pande,
endog han staar med bleget Kind,
hvor Blæsten iskold stryger ind
fra den bundløse Dødssøs Vande.
Vi selv må dø, vort Land forgår.
Hvordan? — her er det, Striden står.
Du tror, at som den ydre Kraft
er noget, vi tilforn har haft
og lod vore Hænder slippe,
er og den indre vejret væk
i tusend Småligheders Træk
på det golde Mismods Klippe —
hvad vi har haft af Kraft og Fynd
alt klippet ned til Snusfornuft,
kvalt ned i lummer Præsteluft,
sunket i trælsk Forsagtheds Dynd:
Når det med Danmark er ude,
forgår kun — en rådden Skude.
Jeg tror, at selv om fremmed Magt
med Vold kan få sig underlagt
vort tusendårige Rige:
Folket vil ikke svige.
Det vil, selv under Trældoms Åg,
bevare sin Kultur, sit Sprog,
og længe hævde, hvad det vandt,
sin hæderfulde Plads iblandt
de Stammer, hvor Ånd har hjemme
og taler med egen Stemme.
Den hvasse Træk, jeg kender den,
jeg så den vejre Vårskud hen;
ret harmfuldt har jeg fra mig fnyst
Kræmmerfornuftens tørre Snus;
hvor »hellige« Prækemænd holdt Hus,
har jeg ved Luftens Kvalme gyst;
jeg traf paa nok af Lakajer,
betitlede, med Ordner på
— ak, fuldt så mange jeg vel så,
hvor »Frisindets« Folk slog Lejr — —:
Men jeg tror ej på deres Sejr.
Du mener, vi står i Stampe —
at Folket står som Får i Sti,
véd knap, det stængtes ind deri,
sygner i giftige Dampe
fra »Troens« osende Lampe.
Men jeg ser mer, ser stolte Sind,
der aldrig gik i Stien ind;
ser mangt frimodigt Hjærtes Lur
løftet til Fald for Fængslets Mur;
ser rundt omkring, på hundred Led,
en rolig Fremgang, Fjed for Fjed.
Vort Land, dets Frihed står for Fald,
vort Folk, dets Livskraft vil og skal
bestå gennem Seklers Kampe.
De Kampes Mænd, dem fandt du ej;
en Del af Skylden er vel din.
Klang intet ærligt Ja og Nej
på din, den store Sangers Vej —
jeg hørte dem, de klang på min
og lod sig af intet bøje.
Traf du hos ingen Dansk et fast
og uforfærdet Øjekast:
du løfter måske dit Øje
mod noget for fjærne Høje.
Thi jeg, der ikke ser så vidt,
har mødt — jeg siger ikke tit,
men tiere dog end sjælden —
hos danske Mænd hint Øjesyn
med Glimt af Stål bag stærke Bryn,
som stik igennem Døgnets Dis
på uforstyrret Sømandsvis
ser Flodens Vigen og Vælden
og falder af og luver til,
men styrer bare did, det vil,
og når det lige på Stunden,
om Kølen end skraber Bunden.
Og tit i andre Blik jeg så
den fuldt så gode Vilje stå,
hvis Lys er en rolig Flamme,
der lyser ned i Hjærtets Dyb
og svider Hykleriets Kryb
og tvinger den, der tror sig stor,
til stum at slå sit Blik mod Jord
og stå som en Dreng tilskamme.
Se, nu da skræmt ved dine Råb
jeg prøver Grunden for mit Håb,
er disse de Mænd, jeg mindes.
Ej få vil af dem der findes.
Af dem, til hvem jeg sætter Lid,
blev kun en enkelts Navn hejst op
til Kendingsflag i Mastens Top;
kun få blev Tegn, der vakte Splid.
De Mænd med de stærke Tanker
er ikke dem, der står tilrors:
Maskinen fodrer de, mellembords,
slår Nagler om Kølens Planker
og vogter på Skibets Anker.
Hvem er, hvor er da de, som du,
vor Trængsels og vor Længsels Tolk,
i Hjærtesorgen for dit Folk
har aldrig fundet indtil nu,
men stadig kun søgt forgæves?
Hvad Navn og Stand? hvad Stavn og By?
at du kan søge dem påny
og lære dem, hvad der kræves.
Ja, tilgiv! De er tit lidt sky.
Stundom er Tavshed nok den Jord,
hvoraf den stærke Handling gror,
og det er oftest uden Ord,
at Højenes Guld skal hæves.
Jeg véd, du regner ikke stort
de Købmænd, der med Flid og Kløgt
har Fjærnvej for vor Handel søgt —
her var din Spot dog ilde gjort.
Stod du ej selv ved Sundets Port
og kendte i dine Lunger,
at Pust af frigjort Lyst og Mod
ind med de store Skibe stod,
og deres vidtbefarne Flag
tilviftede dit Åndedrag
de brede Haves Bølgeslag,
talte med frie Tunger
om Dybet, hvor dybt det runger.
De Skibes Mænd er med iblandt
de gode danske Mænd, jeg fandt;
jævn Bondemand er mer end én —
én fælder Skov, én hugger Sten —
en anden er Excellence —
én præsteviet og præstelært;
sandt er det, skønt det lyder sært,
selv det sætter ikke Grænse.
Ser jeg en Mand i Kirkens Dragt
ærligt for arvet Tro stå Vagt —
om end jeg selv ej tror som han:
Såfremt jeg ser, han er en Mand,
hvi skal jeg da Dragten ænse!
Ved Mast og Plov, ved Pult og Disk,
i fattige Skolestuer,
dær fandt jeg Folk med Sjælen frisk,
fandt Mænd, hvis Vilje duer.
De sidder stille rundt omkring
og passer troligt hver sin Ting
og vogter dog, i uset Ring,
vor Livskrafts hellige Luer.
Og hvem er jeg, som selvvalgt har
på dine Spørgsmål givet Svar,
talt frit på den danske Tunge? —
Ja, jeg er en af de Unge. —
Af Sår min Ungdoms Kraft fik nok;
den Kraft, som fås ved Gang i Flok,
til den jeg trænger dog ikke.
I Lyst og Nød ensom og fri
går jeg min egen åbne Sti,
Uven af ethvert Parti,
Ven af hver Sjæl, der lyser i
et vågent Menneskes Blikke. —
De Ting, som gør mig Livet værd
at leve med al sin Vånde?
Først Sol og Måne og Stjærneskær,
Skyer og Blæst og Jorden her
og alleslags Blomsters Ånde —
mest vel, at nogen er mig kær.
Jeg, som du, er en Digter,
foragter Grin og hader Kvalm,
harmes, når selv jeg svigter.
Udhamre Modersmålets Malm
til Våben og til Tonespil
er det, jeg kan, og det, jeg vil —
og da der dær skal Renhed til,
for Slakkerne jeg det sigter.
Aldrig et Slag, aldrig en Sang,
uden at Hjærtet først mig tvang,
det er Loven, hvortil jeg pligter.
Og dersom mit Slag ej rammer —
og tænder min Sang ej Flammer —
hvad da jeg har at gi mit Land?
Min Vilje dog, mig selv: En Mand.
December 1899.