Nyfalden Sne
over Fjæld, over Li!
Spændt under Foden
de smidige Ski!
Faklerne tændte,
Skistaven fat:
Ud i den stjærne-
gnistrende Nat!
Nymånens Krumklinge
glimter deroppe,
viser mig Stupet —
javel tør jeg hoppe!
Den får at falde,
som kan ikke stå:
Hejsa, det gik —
så videre på!
Jag over Vejenes
natstille Baner,
smyg under Hejenes
snetunge Graner!
Kvistene stryger mig
koldt om Kinden,
nedover fyger jeg
snelt som Vinden.
Borte bag Bakkerne
Fjældræven glammer,
Luftningen buldrer
i Faklens Flammer.
Skrigende Sne
under farende Fod,
lysvågent Øje
og syngende Blod!
Slængte de stridige
Tanker, jeg bar:
Véd kun det smidige
Legem, jeg har.
Blæse med Drømmene,
Hjærtet har haft:
Véd kun min strømmende,
fossende Kraft!
Jeg er den brusende
Snefjælds-Elv,
jeg er den susende
Stormvind selv.
Hvirvlende Sølvskyer
følger og kranser mig;
først ved Alverdens
Grænserand stanser jeg.