Skøjterne på Foden! Hej, med et Spring
ud igennem Sivene, ud på det blanke!
Langsomt, i nydende, dvælende Sving
fletter jeg mit Spor til en yndefuld Ranke.
Vinden har lagt sig. De ensomme Vejler
milevidt ud uberørte blinker.
Klart under Dæmningen Kysterne sig spejler,
Piletrær og kratsorte Brinker.
Å, hvor den er ren, en Luft som idag!
Styrkende den svaler de svulmende Lunger,
Isdækket brister med syngende Brag,
under mig og fjærnt over Jorden det runger.
Svingende let på de klingende Skøjter,
glad som en Gud glider jeg derude.
Oppe mod Nord på de rimlagte Højder
glimter der en solglødet Rude.
Østen over Næsset stiger der en Sky,
blændende med Purpur mod blånende Kamme.
Solen går ned over Norderild By,
Vesterhavet slukker dens blodrøde Flamme.
Luften er skarpere. Borte fra Byen
hører jeg alt, Aftenklokken ringer.
Ud over Isen, der rødmer under Skyen,
flyver jeg som båret af Vinger.
Segnet er det vilde glødende Savn,
Hadet sovet ind som en Høg i sin Rede,
næppelig mindes jeg Lidelsens Navn,
bredfuld er min Sjæl af den mørknende Hede.
Rolig og kraftig jeg svæver i Rummet,
véd ikke Vej, tæller ikke Timer.
Højt over Jorden, hvor alting er forstummet,
kobberrøde Stormskyer stimer.
Mørket falder på, forunderlig brat,
Skyerne deroppe sig sortnende fjærner;
funklende stærkt i den frostklare Nat
stiller sig i Flokke de hellige Stjærner.
Over mig vandrer de vældige Skarer,
under min Fod funkler de forneden:
Midt mellem strålende Verdener jeg farer
ud imod Uendeligheden.
