Hvor det er sært. Jeg undrer mig derover
at det er mig, som dette skete —
mig, der så håbløs gik og ledte.
Jeg veed det jo om Natten, når jeg sover,
det gennemstrømmer mig med Luestrømme,
det skyder Blomst i mine Drømme.
Så brast hvert Bånd, der holdt mit Hjerte bundet,
intet i Verden kan dets Blomstring hindre,
rigt åbner det sit Rosen-Indre.
Endelig elsker jeg. Nu har jeg fundet
Den (som jeg aldrig havde troet at finde),
for hvem jeg glad vil være Kvinde.
Jeg elsker. I Guds Kraft jeg mig indhyller.
Hvor er min Egenkærlighed, min Kulde!
Jeg elsker. Det var det jeg skulde.
O Jubel, Jubel, Jubel, som det fylder
mit stakkels Hjerte! Men — hvad skal jeg sige:
Det er Forfærdelse tillige.
Så dybt tilintetgjort, så lufthenvejret
Ens gamle Stolthed, det som var Ens Ære,
selvhævdende sig selv at bære.
Så althengivende, så helt besejret:
Elsk mig, du eneste, du altfor kære!
Nu er din Kærlighed min Ære.
1900