Hvor er dit Øre fint og sødt,
hvor formfuldendt og lille
med Labyrinther snilde,
hvis Gange slynges linieblødt!
I skærest Hvidt og Rosenrødt
mit Blik vil sig forvilde.
Min Sang maa vugge varligt frem
sin Vove mod dit Øre.
Den har en Fragt at føre,
som bag dets blomsterbløde Bræm
vil søge sig et yndigt Hjem
af ingen Storm at røre.