„Enten Herren eller jeg
herske bør i Himmelsale!«
Sådan hørte alle Engle
Morgenstjernens Fyrste tale.
Men til Mikaël, der vogted
Himmelportens gyldne Fløje,
lød Gud Herrens Alvorsord
som en Torden mellem Høje:
„Tjener, drag dit Flammesværd,
styrt ham, slyng ham ud i Dybet,
sluk hans Stjerne, slå ham ned
som et Kryb imellem Krybet!”
Mikaël sit Sværd uddrog,
Klingen knitred som et Lyn:
Udbrændt segned Morgenstjernen
fra den frække Fyrstes Bryn.
Som en slimskælkammet Drage
styrted han til Helveds Dyb.
Evig trodser han dernede —
Himlen veed, han er et Kryb.—
Jeg, der af min Herres Hånd
blev til Mikaël-Striden helget,
ser endnu den faldne Fjende
stjernesmykt i Afgrundssvælget.
Selv ved mine Hug jeg sortner
i det høje Strålehvælv.
Helveddrot og Himmelportner,
begge Stridsmænd er jeg selv.