Se, hvor sørgmodigt det blinker med Ruderne
henimod Aften. Derinde i Puderne
ligger de med deres Sygdom og Sår.
Ensomme, fattige, sørgende,
løfter de Hovedet spørgende
hvergang Svingdøren går:
„Doktor, vi får da vel Jul her iår?“
Vist får de Jul. Deres trofaste Vogtere,
travende Plejersker, dagtravle Doktorer,
stjæler fra Natten det hårdttrængte Blund,
klistrer og klipper på Hjærterne,
sørger for Stager til Kærterne. —
„Doktor, hvad bliver det mon?“
Pengene mangler de, Pengene kun.
Så kan de Stakler her afkaste Byrderne,
ak, for en Aften kun, sammen med Hyrderne,
skimte den Stjærne, som Kongerne såe,
drømme ved Granen om Palmerne,
sukke og juble med Salmerne,
alle de Syge og Små.
Vist får de Jul, det er nemt at forstå.