Jeg vandred i et fremmed Land
alt ved den blanke Flod
og tænkte paa den Jomfru fin,
som fordum var mig god. —
Glemsels Urt med Glædens Blomst,
hvor er vel den at finde?
Jeg vandred langs den blanke Flod
henad den grønne Sti;
der gik jeg mod en fremmed Mø,
hun vilde mig forbi.
»Du Jomfru, som jeg før ej saa,
stands her en stakket Stund!
Og syng for mig den Sang, jeg ser
i Smilet om din Mund!«
»Du Svend, som aldrig før mig saa,
for dristig er din Bøn.
Dog synger jeg den Sang, du vil,
for Sorg du bær i Løn.«
Hun sang for mig den Sang, der lo
paa hendes Læbe rød.
Dybt i mig dobbelt mægtig steg
en Strøm af Længsels Nød. —
Glemsels Urt med Glædens Blomst,
hvor er vel den at finde?
»Hav Tak for Sangen, du mig gav!
Sæt nu dig hos mig her,
og lad mig se din friske Kind,
dit klare Øje nær!«
»Min Fader og min Moder staar
og ser ud efter mig;
men for en lønlig Sorg du bær,
vil jeg dog føje dig.«
Hun sad hos mig, og nær jeg saa
den ungdomsfriske Kind
og forsked Øjets klare Dyb,
men sorgfuldt var mit Sind. —
Glemsels Urt med Glædens Blomst,
hvor er vel den at finde?
»Aa, favn mig som din Hjærtenskær,
din allerbedste Ven!
I Morgen er jeg langt herfra,
vi mødes ej igen.«
»Ifald jeg føjer dig din Bøn,
da følger Anger svar.
Dog faar du hvile i min Favn,
for lønlig Sorg du har.»
Vi tog hinanden fast i Favn;
hun var saa favr og ung.
Ved Daggry var jeg langt derfra
med Sorgen dobbelt tung. —
Glemsels Urt med Glædens Blomst,
hvor er vel den at finde?