Den grønne Vold, den grønne Vold,
den kan jeg aldrig glemme.
Den grønne Vold med Pilehegn,
som gav os Ly mod Tordenregn
og vilde trygt os gemme, —
hvor skulde jeg vel glemme den?
Der saa jeg sidst mit Hjærtes Ven
og hørte hendes Stemme.
Den grønne Vold, den grønne Vold,
den vil jeg altid huske, —
hver Snoning af den smalle Sti,
den blanke Bæk, som løb forbi
de mørke Ellebuske,
og Regnens Fald mod Blades Næt,
og Vindens Lyd, der suste let
i Sivets bløde Duske.
Den grønne Vold, den grønne Vold
min Fod skal aldrig finde,
og aldrig mere skal jeg der
imellem Hegnets Piletræer
se Bækkens Bølger skinne.
Ak, jeg har hørt for sidste Gang
den Stemme, der mig liflig klang;
den naar mig ingensinde!