Hvis Du var hos mig kun, du altfor kære!
Det er det svære,
at hver for sig vi Byrderne må bære.
Langt fra hinanden
går vi med hver sin Tornekrans om Panden.
Det veed jeg vel, at Tornene vil blive,
stikke og rive
os al den Tid vi begge er i Live.
Trods Smil, trods Tårer,
vi skal nok mærke dem, hvor dybt de sårer.
Men hvad er blomsterrigt som Tjørnestammen?
Bar vi kun sammen
hvert Savn, hver Sorg, og Angeren og Skammen,
da skulde briste
med Blomst ved Blomst de tornesnoede Kviste.
Som Dug og Sol tyst i en Morgenrødes
Festtime mødes,
og af det Favntag tusend Roser fødes —
Ak, Drømme, Drømme —
således skulde Sjæl i Sjæl udstrømme.
Men se, jeg sidder ensom på mit Kammer.
Tildøde krammer
de hårde Skrifttegn Hjertet og dets Flammer.
Hver blødt fremspiret
Blomst af mit Væsen visner i Papiret.
Blæst, Midnat, Måneskin — og Isen klager.
Forrevne Flager
af hvide Skyer over Skoven jager.
Vestpå de driver!
Der sidder du måske, som jeg, og — skriver!
1901