VoilinTo BrudstykkerIVoilin steg op langs Bækken. Den gled over Grus og Stengennem Padderokkernes Palmeskov med Stammer af Elfenbenog ind under sorte Brombær, selv blank og klar som Dug,og for hvert lille Hop den gjorde, naar Stenene blev for store,klukkede den et dæmpet ængsteligt Fuglekluk.Men længere ned, hvor den vidste, at dær kunde ingen se,gav den skælmske Lille sig rigtig til højt at le.Voilin gik og troede, hun hørte Bækken græde,og syntes, at hun hørte dybe Suk i Løvet;hun tænkte paa sin Ven, som nu var uden Glæde,og tænkte hun paa andet, saa var hun dog bedrøvet;og hun kom op paa Klinten og såe efter Gunnars Bådog satte sig ned i Græsset og brast i Gråd.Ak, så havde hun mistet sin ældste og bedste Ven,de gode gamle Dage kom aldrig mer igen.Naar han havde båret sig sådan ad, hvem skulde hun da tro,og med hvem skulde hun følges at ride og at ro?Hun såe ud efter Båden. Hvor Havet dog var blankt.Men hvor var Båden henne? Nej se, var den så langt!En Prik blot, som man skimtede, hvor Bølgeglimret glimtede.Nu græd han vel, nu græd han vel — og hendes Bryst blev trangt.Men hvem er længe bedrøvet, når Solen lyser i Løvet,og Fluerne står i Luften som flyvende Ædelstene,og hvilken Sorg i Verden tænker man sorgfuld på,når Sommervinden svinger de sagte vajende Strå,og man ligger under en Bøg og er ung og alene.Og Skylden var hans egen, hun var jo dog Fyrstinde,og at Gunnar kunde tænke sådan noget, var dog dumt.Forelske sig gik an, men ydmygt og stumt,kun et Blik af og til, uden Håb om at vinde.Måske dog — ja måske der kom engang — engang —hun lænede sig tilbage og drømte kommende Dage,og Fluerne stod i gyldent Lys under Bladenes viftende Hang,og langt, langt borte sad der en Fugl og sang — —Først var det som en Tåge og så et Skær i Tågen,så det purpurrøde Lys, og så var Pigen vågenog mærkede, at hun lå på Nakken og stirrede opgennem Løv og sitrende Solfaldsglans i Bøgens brede Top.Hun vendte sig på Siden for at få Ansigtet i Skygge;da så hun de flyvende grå Rovmågers Rygge.Stolt på stærke Vinger over det svælgende Dyb de gledog vendte deres Hoveder og spejdede vagtsomt ned;og det var smukt at se de store Fugle glide,først med Aftenrøden på Vingernes Underside,saa ind i Klintens Skygge, hvor Vingerne blev hvide.Der gik et Skib derude, hvor Bølgerne var blå,en tremastet Skude med Sol på sine Klude,Gud véd, hvorhen i Verden nu den lod Farten stå,og om Skipperen mon længtes en Hjærtenskær at favne,og hvem der sad og ventede, i hvilke fjærne Havne,som måske den stolte Sejler aldrig skulde nå.Der var et svimmelt Dyb ned til Bølgefladens Blinken,men dog, hver enkelt langstrakt og langsom Bølge sås,og midt imellem dem og den grønne Rand af Brinkensvævede der i Luften en hvid og takket Ås.Med vestre Side badet i dæmpet Rosenskær,hang den let som en Sky, og dog så fast og nær;men Ørnen, som hvilte på Kanten af sin Rede,syntes kun en Plet under Takkerne dernede. — —En Humlebi kom brummende op over Brinkens Kantog hængte sig om Halsen på den første Blomst, den fandt,en bleg Skabiosa, og bøjede den slanke.Så tumlede den ned på en Fladbælgeranke,stak Snablen i de gule små Blomsters Honninghuleog brummede sig bort over Brinken og forsvandt —Det strittede med Rødder, hvor Jorden slap så brat,sorte Knokkelfingre, som greb i det tomme,og Luften gled imellem dem, og de fik aldrig fat,og skulde aldrig få det, for deres Tid var omme.Kun om det, der skulde komme, talte de med Tegn,Høstnætters Frost og Vårnætters Regn,Sommertørke, Vinterkuld og alskens Vær og Vindmed Bristen og med Smuldren, År for År længere ind,og engang når Klinten rystedes af Stormbølgers Slag,vilde Storbøgen styrte i Bølgerne med Brag!End rejste dog den Gamle sin Krone kæmpetrygtog kastede sin Aftenskygge langt ind i Lunden,og under den på Bunden lå Bog og Knopskæl tykt,opsprungne Skaller med troldelodden Hud,de trekantskarpe Kærner lå spredt drysset ud,ormædte var de fleste og mange næsten Muld,men andre helt friske med brunlig Glans af Guld.Og der var Jomfrumos med brune Kyser på,og Svampe, bittesmå, som Skovmygs Drikkeskåler,og i Aftensolens Stråler stod de blomstrende Stråmed lange spæde Skygger, og når de stundom dirrede,stansede de store sorte Myrer helt forvirredeog vidste ikke længer, hvad Vej de turde gå.Nej se, der kom en Sandløber! Fyren havde Hast,men Voilin tog et Strå og holdt den varligt fast.Den stræbte og den strittede, dybt måtte hun sig bøjefor ret at se dens kraftfulde fine Bygning nøje;grønt glimrede dens Vinger med glatslebne Kanter,og spredte Prikker gnistrede som små Diamanter,og de smidige Følehorn med deres lette Svingvar sammensvejtsede kunstfuldt, knapt synligt, Ring i Ring.Den var, den Smule Bille, så fuldendt skøn og stærkret beset et lille Skabningens Underværk!Der nærmede sig Stemmer på den kratgemte Sti.Hun slap, og den var fri, med et Hop væk i Solen.Og hun rejste sig og glattede på Håret og på Kjolen.Hvem var dog det, der talte så højt og så kækttil hendes Fader Fyrsten? Og nu lød der en forvovenhøjt klingende og lystig Latter gennem Skoven!Det var ingen af Kavalererne og ingen af hendes Slægt.Der kom de. Hun følte, at Kinderne blev røde,men med Knopskæl i Håret og den lette Stråhat båretlet svingende i Silkebåndet gik hun dem imøde.Ved Fyrstens Side vandrede Kong Karl af Vesterrige,som inkognito uventet var kommet i Besøg.Han standsede, og såe, og glemte, hvad han vilde sige,kun for at se og se hen under den gamle Bøg.Hvor kom hun fra, hvem var hun, denne hvidklædte Pige?Var hun en ung Dryade, Søster til en Kilde,og blev, så snart vilde, til Grene og grønne Blade?Til Skuldrene svøbt i Skygge, spinkel og slank hun stod,men over Hals og Ansigt randt Lysets Purpurflod.I Fletning over Panden, over Brynets rene Bue,lå det blegt gyldne Hår som en fast og kølig Lue —IIDe red ved tidlig Morgen ud fra det røde Slotned igennem Alléen under de gamle, brede Linde.Om Natten havde det regnet, Grøftens Græs var vådt,og netop nu begyndte den varme Sol at skinne.Stille hang alle Grenene, lod sig af Lyset bade,Dråber hang i Spidsen af de hjærteformede Blade.De to red ud at ride, han red ved hendes Side,det sitrede med Solskin og Sang så vide.Tavse red de sammen; da såe Kong Karl sig om,hvor bag dem i Alléen deres Rideknægte kom,og med et lystigt Smil til Voilin han sig vendte:„Kom, vi rider fra dem!“ — og hejsa hop hopsprængte de afsted i en strygende Galopgennem Alléen ad en Skovvej, ad en Sti og over en Stente,og da med Purpurkinder og pustende Åndedragtilsidst de måtte standse de skumstænkte Dyr,var de ene to med hinanden og den søde Sommerdag,og de lo til hinanden; det var et Eventyr!På begge Sider af Stien, hvor unge Bøge stod,svajede de alenlange, nyskudte Grene.Dær red de to alene, tæt sammen, Fod for Fod,og begges Øjne var klare og begges Kinder friske,og begges Hjærter bankede med ungt, uroligt Blod,og begge hørte det samme Sus i Løvet hviske,de samme Kviste stænkede dem på Kind og Hals med Dug,og begge talte i Tavshed Kukkerens fjærne Kuk.Den kølige Skovluft bortviftede Gangernes Sved,ildfuldt knejste de atter, mens Bidslernes Guld de bed,Musklernes Gang gav skiftende Lys og Glans i den fine Hud,de slængte de sorte Hove frem i luftige Spark,men Stien steg bestandig, gennem Storskov kom de udtilsidst i det klare Solskin på en høj og åben Mark.På Marken hist og her stod enkelte Fyrretrær,de skælbeklædte Stammer steg som søjlesnoede Flammer,ubevægeligt svævede Kronerne som Skyer af blålig Røg,og hvide Sommerfugle flakkede og fløj.Umærkeligt havde de bugtede små Stier båret dem optil Klintelandets øverste skovkranste Top.Rundt om dem gled de uendelige Skoveover langstrakte Banker i Vove bag Vove,Birk og Bøg og Eg såe som Krusninger de glidei Skygger og i Lys på de store Bølgers Side,men af de grønne Bølger løftede Skum sig hvidt,skinnende hvide Pletter og Skrænter af nøgent Kridtog yderst ud mod Havets guldglitrende blå Slettestod Klintens fjerne Takker, blændende og lette.Med funklende Blik vendte Kong Karl sig til Voilin:„Nu véd jeg, hvem De er, De er dette Lands Gudinde,frisk af Havets Vinde og dyb af dunkle Skove.Nu synes mig kun ringe, den Rigdom der er min,men mit Hjærte véd en Lykke, det vil i Løndom love.“Hun vendte sig bort fra ham og klappede sin Hest:„Hvordan er Deres Land da, min kongelige Fætter?Jeg lytter, det kan jeg bedst. Og De, min Herre, beretter.“Så sad hun dær i Græsset med Sol på solbrun Kind,Sol i Håret og på Halsen og gylden Glans i Øjet.Sit Hoved holdt hun bøjet, og Blikket skjultes indi en hundredgrenet Tidsel; op af den tørre Jordvældede Væxten saftig, rigt blomstrende, kæmpestor.På hver af dens røde Blomster, hver duftende Purpurkugle,åbnede der og lukkede der sig store Sommerfugle,hvis Vinger, når de var lukkede, såe ud som Perlemor.Og netop sådan åbnede der og lukkede der sig tysthvilende Længsler i Pigen, knap til at fornemme,hun kendte det i sit Hjærte så sommervarmt og lyst,imens hun sad og lyttede til Lyden af hans Stemme:„Der ligger om mit Rige den hvideste Rosenkrans,hvert Rosenblad er en Fjældtind, hyllet i evig Sne.Vi synes dertillands, at de er værd at se,både ved Nat i Måneskin, når de svæver i sølvhvid Glans,og i det årle Gry, når ildrød Sky mod Skyhvirvler sig omkring dem så pigelet i Dansog favnes blødt og skilles, og favnes blødt påny.Gennem Bjærgenes Snekløfter vælter Stormen ned,dybt strømmende, stridt hvirvlende, den skyfødte Fos,men Nåleskoven møder den, og før nogen véd,strømmer ud i en Brusen den stride Stormvinds Trods.Fint sønderdelt og splittet af Nåles Millionerglider den imellem de spidse Graners Kroner,den raser ikke mere, den suser kun og sukkerover det dugdrivende Mos eller det blanksorte Kær,hvor Anden hastig dukker under de sammengroede Træer.Dær suser Vindens Klage dæmpet Nætter og Dage;om Droslens Jubelsang, aldrig så fuld og rig,i Aftensol fra Granen toner ind til dens Mage,Vinden sukker længselsfuld mod Vildørnens Skrigog kan dog ikke sukke sig sin Fjældkraft tilbage.Stilheden lærer den at spejde og at lytte,den lister sig i Mørkningen til Bjærgmandens Hytteog puster gennem Skorstenen ned i Ovnens Glød,Asken fyger i Vejret, og Ilden blusser rød,men pludrer så derinde små Børn på Moderskød,eller klynker der en Lille til Lyd af Vuggens Gænge,da sukker Vinden og flygter og er hvileløs længe — — —