Valdemar Rørdam (1872–1946)

Har ikke Tid, har ikke Råd;

har ikke Råd, har ikke Tid.

Forbi, forbi går Livets Båd;

når Dødens kommer, får vi Tid.

Til næste Bro kun Neglfar kom;

vi stanser dog, og ser os om.

Hin Skude skygger blegt i Vang:

Endnu ej os, ej denne Gang.

Min Frænde faldt; og jeg var med

at følge Støvet til sit Sted.

Vi mylred sort i Sørgeflok;

der fulgte mange; fler end nok.

  Fler vel end dem der ret forstod

hans Væsens Vægt og faste Mod.

Dog jeg, som aldrig stod ham nær,

har ingen Ret at vrage her.

Da først jeg var en flygtig Dreng,

fandt jeg ham altfor hvid og streng.

Af søde vilde Drømme fyldt

stod for hans Blik jeg stumt beskyldt.

Og siden, da jeg Dreng blev Mand

og fandt ham mild som stærk og sand,

Da førte du mig til hans Dør,

og det var ham, der var som før.

En Solskinsdag, en Sommervår.

Blødt Løvsus, fyldig Fuglesang

omkring den gamle Præstegård

for sidste Gang — for sidste Gang.

Nu skramler Tog ad Skinnevej

igennem Blomsters blide Maj;

hvor Abildtrær i Grønsvær stod,

vælter den sorte Kulrøgs Flod.

Hvor Åen randt med hvilsomt Væld,

rager Fabrikens Arbejdsfjeld;

bag Elmerækkens grønne Skjul

går Stempler, jager Rem og Hjul.

Den nye Tid; den nøgne Tid.

Den æder grisk, den tramper travl

ind over Fortids fromme Flid,

som undte sig en Rosengavl.

Højt suser Havens gamle Trær;

min Oldefar har vandret her.

    De Grene skygger hundred År;

her blomstred Mormors Rosenvår.

Min Farfars Bror, ham såe jeg selv.

    Her lå han syg, den tapre Præst,

og løfted Pandens brede Hvælv

mod Lyden af de Kroners Blæst.

Snart styrter sagtens Elm og Lind

med mer end mine Minders Vægt.

End suser de til Hvilen ind

den ældste af min gamle Slægt.

I Plænens Græs ved Sommertid

bag Liljekors og Rosenkrans

er Kisten sat. Den lyser hvid,

udækket selv. Det er en Mands.

Midt foran sin Verandadør,

hvor fire Slægtled såe ham stå,

hviler han, som han vandred før,

med Kjole og med Krave på.

Jeg havde gerne set ham end

og bøjet mig med Ærefrygt

for Liv og Død — og så for den,

der leved tro og døde trygt.

Nu kalder stærke Klokkers Klang,

højt oppe fra, lavt ned mod Jord.

Mildt blander sig med Fuglesang

de gamle Salmers dybe Kor.

  Der taler en, der taler to,

de priser Manden lærd og from.

De mange Ord går bort i Ro;

jeg veed knap, hvad de taler om.

I Haven blomstrer Hæg og Tjørn;

sort sidder her i sorgfuld Kres

Enken med Børn og Børnebørn;

de ser kun det, som ikke sees.

Langs Kistens hvide Tempelskrin

er Blomsterkors og Kranse lagt;

og Duften bølger, frisk og fin,

med alt, som ikke bliver sagt.

Hvem taler? Sommervindens Sus.

Ja Træerne, de veed det vist.

Alvorligt står det gamle Hus

med Slynggrønt om sin lave Kvist.

Tilvenstre skinner Solen ind

på Pergament og Læderbind.

Bog dækker Bog i Vindvets Karm...

I Skyggen skimtes der en Arm.

En Gråskæg står med sænket Bryn...

Står han endnu, som før han stod,

og gransker sjunkne Tiders Flod

med Kristensind og Sagasyn?

Står han utrættelig og tro

og bygger fort på Slægters Bro?

Løfter han end, trods År og Sår,

af Støv den Styrke som består?

Og er endnu, når Døren gik,

så hurtigt nær hans kloge Blik,

for strax i den, som træder ind,

at søge Vilje, veje Sind?

Å ja, den Skygge dær, den Drøm,

vil længe stå mod Tid og Strøm,

er mere virkelig, trods alt,

end det i Kisten, det som faldt.

Således stod han Livet ud,

i Arbejdsdragt, i Embedsskrud,

en trofast, en troværdig Mand,

af dem der længe bar vort Land,

udholdende til Daad og Pligt —

som den der veed hvad Vilje kan.

Og den hvis Arbejd, den hvis Digt

fik Råd, fik sparsom Ros med her,

forstod det var af særskilt Værd.

  Det glemtes ej, det groede dulgt,

med stille Mod, med strenge Krav. —

End står trygt nok, trods Død og Grav,

hin Præst og Gransker ved sin Pult.

Bag Ruderne tilhøjre gror

et flammeblomstret Kaktusflor.

I Skyggen fanger man et Skimt

af Strikkepindes travle Glimt.

En lille Barnestrømpe gror,

imedens Ættens Oldemor,

lysvågen, levende og klog,

i Skjaldekvad og Bibelsprog,

på nye Tiders Tegn beredt,

genfinder hvad hun længst har set.

Såe otti År af godt og ondt, —

og ser nu alt, i et Sekund...

Atter en Drøm. Den dødes Viv,

ældgammel, ensom, sidder her

ved Kisten. Ja. Men Liv er Liv

og skifter ej som Vind og Vær.

Lad skifte! Hvad der skal, må ske.

Tre Slægtled vil dog altid se

Moderen i sin Strikkestol

ved Blomsterkarm i kærlig Sol,

med vågent Smil af Kløgt og Dåd:

„Kom ind, kom her, vi finder Råd.

Brast Håbet, blegnede din Lyst,

kom ind, kom, gem dig ved mit Bryst.

Hvad Sår du fik, hvad Frost der faldt,

hold ud! Der gives Bod for alt.

Af ærlig Strid og ydmyg Tro

skal alt, som visned, evigt gro.”

Du, Barn af en som nu er død

og den der luder mod hans Grav,

du sidder sort i Solens Glød

og er lig dem du skabtes af.

De to, dit Liv, ved Skæbnens Spil

og eget Valg — trods Ungdoms Hast

og voxen Vilje — bandtes til

med dobbelt Bånd, til eet nu brast.

Lig dem, og dog dig selv langt mer,

end hvo der blanded Blod og Sind

med fremmed Folk, og blev til fler,

i mange Verdner filtret ind.

  Alt koster. Køb og ikke Køb.

Men hvad det grundigst gælder om

er Kernen bag de hundred Svøb,

dens Livskraft gennem Død og Dom.

Og tvefold tydes Livets Læst.

Vel er det hverdags vist og sandt,

at Værket viste Manden bedst,

og Barnet var hvad Kvinden vandt.

Vi aner dog en høj, en stærk,

en hellig Lov. En Guddoms Hånd

bortvisker både Barn og Værk:

„Hvor har du Gnisten af min Ånd?”—

Og du, min Frænke, du med dit,

så fattig i din Ensomhed,

hvad end du lider nu, og led,

kan svare på det Spørgsmål frit.

Ikke fordi du travl og tro

blev Tiden ud hos disse to,

var deres Hjælp og gav dem Ro,

bar Lyset i de gamles Bo —

Men just fordi med ubrudt Sind

du bar din Lykke ud og ind;

fordi du barnløs groede dulgt

med Moderhjertet frisk og fuldt;

Fordi så stejl du turde stå,

hvor Glæder gik og lod sig nå;

fordi din Ånd som Ild du holdt

med løftet Vilje, sky og stolt.

På Vejen fyger Strå og Støv;

her dufter Blomst og hvisker Løv.

Ja Træerne, de veed det vist...

Jeg ser op til din lave Kvist.

Din Stue ligger lys og varm,

Grønt klynger sig fra Karm til Karm,

mens Fuglerids på Loftet flyr

med fjerne Landes Eventyr.

Her var dit Slot, her var din Krog,

her var du ene, var du fri;

her sang hvert Billed og hver Bog

dit eget Væsens Melodi.

Her, her drog Livet dig forbi;

her tog din Sjæl sit Liv i Favn;

og Døden, den var med deri.

Tavs fyldtes du, tavs bar du Savn.

  Men Skyggen var dig altid nær.

Jeg husker nok, da første Gang

jeg såe dig ret, og fik dig kær.

Jeg gik og fløj, mit Blod det sang —

Da kom du, sørgeklædt som nu,

midt i den solskinsglade By,

og gav mig Hånden, stolt og sky,

men hilste dog med venligt „du".

Og vi blev Venner. Jeg forstod,

at Understrømmen i mit Blod

og hemmelig mit Flugtsinds Vægt

var med dit Blod, dit Sind i Slægt.

Og siden, Frænke, siden, Ven,

hver sjælden Gang vi såes igen,

hvergang i Lund, hvergang i Ørk

du stod for Mindet, stolt og mørk;

Trods alt jeg er af lyst og rapt

og flygtigt, og af løst og vildt;

trods alt jeg har i Travlhed tabt,

i Letsind og i Tungsind spildt;

Ja, trods min Væxt ved alt jeg vandt

af frugtbar Lykke og af Lyst:

Hvergang påny fornam jeg grant

en Hu som din dybt i mit Bryst.

Hvor mest det gælder, vågner den

og gør mig ensom mellem Mænd,

og når jeg hårdest hugges ned,

gir den mig Mod af Evighed.

Din Flint slog Gnister af mit Stål,

så jeg forstod mit sidste Mål.

Nu er det sagt, den ene Gang,

en sanddru Tak, skønt klædt i Sang.

Jeg kunde takke dig for mer.

Thi jeg, som ler til den der ler,

jeg gemmer godt og husker fast

hvad der var mer end Kig og Kast.

Mit Venskab som mit Fjendskab står.

og husker alt, alt hvad de får.

Og jeg kan aldrig takke nok

de få der var mig mer end Flok.

Ny Ting, ny Tanker vælder frem,

hvergang jeg mindes en af dem.

Men du, som er af disse få,

vil og den tavse Tak forstå.

Dog må der endnu nævnes Eet,

før dette er forbi om lidt:

Hin sommerlige Vinterkvæld,

da Liljers og da Rosers Glans

— ikke som nu, i Kors og Krans —

fyldte det Hus, her står for Hæld,

og jeg med den, der gror mig næst,

blev indført i den sjældne Fest,

hvor ung og aldrende slog Ring

med Hylding, som et Ætte-Ting,

om de ærværdige, hvis År

lyste af mer end sølvgrå Hår,

hvis Kærligheds og Styrkes Arv

gav hele Stammen Most og Marv.

Det fyldte os med Ærefrygt

at se dem sidde, disse to,

og smile sammen, ømt og trygt,

med Ungdoms Ild og Alders Ro,

  med Blik, som under hvide Bryn

gav Visdoms Lys og Viljes Lyn,

og tog hver Tak i Glæde hen

for strax at give fuldt igen.

Så byder Livet Døden Trods,

hvor Livet er af ædel Art.

Og der blev Gave selv til os;

det glemmes sent så lidt som snart.

Vi var ej her på fremmed Sted,

vort Dobbeltsind i alt var med,

i Sønneord og Datterblik,

med Tak for al den Del vi fik.

Vi to af andet Kuld og Tid

drog bort med noget frit og frelst:

Med Vilje til en Kvæld så blid,

trods alt, når vi engang blir ældst.

Og nu, da dette er forbi,

ja nu, mens under Klokkers Klang

han bæres bort ad Blomstersti,

synger mit Sind en Takkesang:

  Så får vi Tid, så får vi Råd

til mer end slide kun og slås!

Jeg synger Tak, i Smil og Gråd,

fra mig og dig og alle os:

For Ild af Ånd, for jordisk Slægt,

for Byrdens Løft og Flugtens Vægt,

for Favn og Savn, for Lyst og Nød,

for Loven over Liv og Død. Juni 1913.