Ifald jeg kun kunde tigge min Krop
så frisk og sund som før:
Jeg stavrede gladelig Landet rundt
og bad for hver Mands Dør!
Kunde såsandt jeg hente hjem
min Helsen, som forkom:
Jeg kravlede gærne paa mine Knæ
fra Danmark og til Rom!
Foran mig venter en åben Port,
kulmørk og knugende trang.
Den må krybe møjsommeligt ind,
der nys over Vejene sprang.
Jeg vender mig om, og ser til Alt,
hvorfra jeg skal mig skille.
For nu er det mig, der skal derind:
Mit Hjærte, vær dog stille!
Der stiger i Brystet en Stormflod af Gråd,
et vældigt Hav af Kvide:
Havde jeg kun en Hånd i min,
en Ven til at gå ved min Side!