Kalliope
→
Digtere
→
A.W. Schack von Staffeldt
→
Førstelinjer
A.W. Schack von Staffeldt
(1769–1826)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Henvisninger
Biografi
Søg
Alle digte af A.W. Schack von Staffeldt på Kalliope ordnet alfabetisk efter tekstens første linje. Listen kan bruges til at finde et digt, når titlen er ukendt.
A
Aldrig Dydens Mod og Uskylds Glæde
Aldrig jeg bortødsl’ Harpens Klang
Alt det Skjønne forgaaer, at Aanden ikke skal nøies
Atter vinker du mig, forvildet omvankende Muse
Aand, min Aand, hold inde med at klage
Aarle traad jeg af Naturens Skranker
B
Bagtaler, frem af Mørkets Huule
Blide Indvaaner af grønnende Lunde
Blid, som Liv i Serapsaarer flyder
Blus op til Morgenrøde
Bortviger du, o söde Sövn
Brune, hoppende Gazelle
D
Da den lidende Kronide
Da den store, viise Iapetide
Da, ej blot higende til at fortære
Da en Engel fra Himlen paa Jordkloden fordum vildfared’
Dagens Vogn bag hiine Fielderader
Dagens Vogn fra Himlens Hælding glider
Da os Zeus af Aanders Trængsel
Da vor Æt fra Aanders Trængsel
De Jomfruer hopped’ paa Eng og Vang
Den förste Nat var det Stierneblaae
Den Hane slog ud sin Vinge og gol
Den höie Bölge bæver
Den Ridder stamped’ i sin Gaard
De Qvinder med Perler vil rustes til Kamp
Der er en fredlös, en angrende Siel
Der stod en Stierne i Himmelens Blaa
Der staaer en Blomst ved den klare Søe
Det ei var Søvnen, som saa blødt omslynger
Det var den hellige Antons Fest
Dig bebuder min Sang stedse, naar Solens Kys
Din Tilbeders høitudstrakte Hænder
Du blege Pige, med den gjemte Krands
Du din Isse af det tætte Rør
Du Glæden, svage Dødelige
Du, mit Livs velsignede Gudinde!
Du, som ved vansmægtende Begjær
Du Øjet løfte, Taaren tørre
Dybt under Havet
E
Eensomhed i Nelders brede Giord
Ei Beherskeren af vidtstrakte Rige
Emma lider — tusind Helvedsqvaler
En Dag — dog nei! jeg burde sige
End ei Kraften af min Arm bortviger
End jeg var i Arcadien
End Vinteren sit Hoved løfter
En elsker lig, den heede Sol neddaled’
En Gud bevæger mig foruden Rist
En Jæger blæser i krummede Horn
En Kuppel, Eenfolds Værk, af flettet Rør
En Pindsedag, da Solens unge Straaler
En Ridder over Heeden reed
En tidlig Længsel forunderlig
Er det budne Guders Slægt, som pryder
Er det et skuffende Syn? et indre Billed, som maler
F
Fangen liig, som langsomt sønderfiler
Forræderiske Muse, fly
Fra kolde Himmel hænge
Fra Manddoms Høi, igjennem Alvors Flor
Fra Maanenattens Sølverskye
Fra Solens Afskedssmiil udflød
Fremmed til Apollons Marmorbilled
Frem til ny Opdagelser jeg saae
Friheds Gjenfærd, avlet af dens Død
Før drypper ei Dug fra Himlen ned
G
Gierne jeg lider Italiens Søn, skiøndt Rygtet ham revser
Gyldne Tider det vare, da Skialde fra Himlen nedsteege
H
Han træder ud i Hedenolds Lund
Harmoniens Søn den lave Jord
Helgenglands om Skjaldens Tinding brænder
Hellige Jordens Havblik!
Hen i Poseidons Stad med Menneskevrimlen jeg skrider
Her, hvor Grottens Dug som Liigsang lyder
Her Mindet til Højsangens stigende Toner
Her Rammen staaer, hvor end de Blomster leve
Her springer Hændelsen af sine Baand
Her Suk og Taarer rundt omgive mig
Himlens Jomfru, som med Straaleneeg
Hist hvor Solen cirkler som et Belte
Hjerte, hvad omspænder dig
Hulde Barn! ei mig du kaldte Fader
Hun smilede — saa gaaer med dæmpet Krone
Hvad er det, som fra Jorden her
Hvad er Lyæos’s Skjønhed? hvad er Phryners
Hvad i Aand og Gestalt Naturen paa Jorden fuldbringer
Hvad jeg fornam, kan intet Ord udtale
Hvergang jeg det Savnede opnaaer
Hvilket Uveir! Storm og Torden döve
Hvis dit Navn i Sagnets Ærepiller
Hvis du kun i Nøjsomhedens Stund
Hvi sørger du, at ikkun Faa
Hvi tør min Fødestierne ei udskeie
Hvor qvalmt herinde
Hvor, som Favn mod Havets komme, sig
Hændelsen, omvunden af din Kjæde
Høit ved Manddoms Ægeporte, hvor
Højt fra skyomkrandset Fødested
Højt over Jorden Skjønheds Sæde
I
I Castilien fremspiller
I Dannerkongens yndefulde Have
I Greven af Toulouses Gaard
Ikke længer mine Taarer rinde
Ikke veed jeg hvad jeg vil
I Leding, i Leding enhver, enhver
I mit Eje jeg har et Skriin, Erindringens Tempel
I sit Harems Indre sidder
I udvalgt Kreds, hvor gjæstfri Comus byder
I Æoners Følge, uden Tal
J
Jeg drömte jeg var en Harpe af Guld
Jeg er nedsiunket i det Jammerrige
Jeg gisper saa ængstligt af knusede Bryst
Jeg kan, jeg vil, jeg tör mig ikke lempe
Jeg sad paa Pynten ved Sundets Bred
Jeg sad under duftende Hyldetræ’r
Jeg svang mig til Tyrannens Trone
Jordens Søn fra Dyrets Kløft gaaer ud
K
Kan jeg være saa rolig paa Lykkens øverste Spidse
Kong Bechtabar af Tyrus fik
Kong Erik Eiegod med sine Mænd
Kong Frode höit ved Gilde sad
Kong Haddings Blik kun Rædsler møder
Kun Daimonen tør beskue dig
Kunstneren begejstret Meislen hæved’
Kun tvende Gange Skjebnen smiled’
L
Langt fra disse Egne Nød og Møie
Latter, som med Jordens Søn fra Leeg
Lidenskaberne ved Ninas Side
Lifligt er det, naar fra Kalkens Rand
Lig en Drøm min Foraarsblomst er svunden
Lina kommer — Harpestrænge, toner!
Livet paa Tidens Grund fuldkomment og yndigt at male
Lokkede ved Solens Smiil
Lykken er dybt i vor Barm og ikke i Tidernes Gaver
Lykke! svar mig, hvor du dølger
Lytter, Vise! til mit Qvad
M
Marmormasse, som af Dynd sig strækker
Med fugtig Purpurvinge stiger
Med nedstyrtet, hærdet Pande klæber
Meer end Hellas dulgte dybt i Myther
Melodiske Vesten
Mig synes at jeg fordum var
Milde September, o siig! hvorfra din vaarlige Ynde
Min Genius sin Fakkel halv nedvendte
Min Sang forbander, fuule Dæmon! dig
Mon Lykken da liig Fieldtopskyen sviger
N
Najas, som af tvende Urner gyder
Nattens Kiæmpe naaer
Naturen dig, min Aand, ei kuer
Nei undslye! Fra Jorden du bortvige
Naar Aftenens Rose i Vesten staaer
Naar jeg i det dybe Fjerne
Naar jeg paa Himlens Høie
Naar Jorden ved Midnattens dugfulde Bryst
Naar, lig Fredens Engel, Maanen svæver
Naar Vaaren Himmelen oplukker
O
O blege Flygtling! ikke søg
O du, som i Skabningens rystede Rum
O Elskov! du hvis Tryllevælde
Og i min Hierne
Og medens de Bölger fare afsted
Og medens Ridderen saa tankefuld
Og over Engen
O læg din søde Vellyd paa min Læbe
O Marina! naar i Kys min Sjæl
Om mit Leje stode Fortids Minder
Om Tribunen Rankers Næt sig vandt
Op, mine Mænd, til Ledingsfærd!
Opsving dig af en jordisk Trylledvale
Orme skiælve! Uforsagt
O Rædselsyn, som gjennem Rummet sveier
P
Priser, o Skjalde
Prometheus fra sit Klippesæde
Paa Apenniners Spidse jeg kom
Paa de höie Apenniner
Paa eensom Hede
Paa Skierene skiön Havfru sad
Paa Unger sidder
R
Raskt igjennem Sommerstøv
Raslende med Orkus’ tunge Baand
Rig ved meer end Phantasos formaaer
Rose i en Vas a Lasur
Rundt med vexelrige Omrids sømme
Rundtom i phantastisk Blanding bæver
S
Sauger, hövler, hamrer brav!
See! der er du
Selindaja! Selindaja!
Skiebnens Datter, haard som den og kold
Skiönne Blomst af Ormeknop!
Skiøn var din Krands, o Mennesk’hed, og herlig
Skjebne, bind ved Styxens dorske Bred
Skjelmske Nymphe, Ekkos Søster, Latter
Skjønne Dal! hvor Fjeldets Trudsel svæver
Skyer ned paa Dødens Hæle hænge
Sneehvide Hyacinther! som staaer i blaatmalede Vase
Solen daler, Natten aander Taage
Sover sødt i hellig Fred
[Til de Døde]
Sover sødt i hellig Fred
[Til de Døde]
Sover trygt, I spæde Blomsterspirer
Spraglede og kjelne Due
Spæde Nymphe, kom med dine vilde
Stands, o Ædling, her din Vandringsstav
Stormvinde suse
Styrted’ en Marmorklippe sammen?
Styrter Løgnens Offersteene
Styrt, min Taare! Thi i alle Zoner
Staaer Dagens Vogn paa Himmelbuen stille?
Svøbt i Vedbend til Usynlighed
Saa forklarte Nattergaler klukker
Saa herligt, som Martyren i sit Blod
T
Tidens Bølge Glædens Boble føder
Tidt, i Veemods søde Drømmetanker
Til Blomsterrigets lette Krone
Til Corinthus fra Megæra iler
Til Hjortelund rider en Riddersmand
Til Zuecca imorgen! fra Celias Læber det lyder
To Unger sidder
Tre Smaaebörn lege paa blommede Eng
Taare, som ei overvinder
U
Udkaarne Himmelhuris! mine Strænge
Ufulgt, vovsomt, over Ord og Ting
Under Aftenstjernens Øje
Ung Agnar tiener i Konningens Gaard
V
Ved Havet skjøn Annalil ene sad
Ved Juuletid haster en Fader frem
Velkomne Bud fra Fryd og Vaar
Vellugtende Linde
Vellyst her al sin Magie udgød
Velsignet vær, o Dag! som lued’
Vesthavet favner den brændende Dag
Viisdoms Nymphe, som paa denne Klode
Vinden hvirvler Lundens faldne Blade
Violerne dufte, Natvindene gaae
Vaagn ved Nordens høie Jubeltone
Vaaren ned i Straaler stiger
Ø
Ømme Moder, gid mit Hjerte
Ørknen her i trofast Vogters Kald
