(Ubeboet Biergegn.)
Camoens (vaagnende).
Det ei var Søvnen, som saa blødt omslynger
Den Modige og ham paa Armen gynger,
En blytung, sjælløs Dvale kun det var,
Den mig til Gravens qvalme Forgaard bar,
Hvor Mørkets Konge af mit Hoved
En Lok afskar — jeg er ham lovet! —
Natur! o see din Sanger og din Ven,
I Savn og Nød for dig han segner hen,
Og stræber til dit Bryst, hvorhen Utalte
Til Livets søde Melkevæld du kaldte.
Er du, liig Verden, urørt ved min Sang?
Har du kun Krandse ved min Undergang?
Forstødt fra Menneskernes Slægter,
Jeg her blant Blomsterne vansmægter,
Ve! Helveds Ild udsuger mine Been! —
O flyd fra Knop og Blad, fra Rod og Green,
Du friske Livsdrik, dulgte Balsamvædske,
Den savnende, den syge Skjald at lædske!
O ryst i Flugten, fulde Regnsky, ryst
Een Draabes Kjøling ned paa dette Bryst!
Kan du, o Sol! til aarle Frugt ei drive
De spæde Blomster? Tør ei Bien give
Naturens Sanger Sødmen, som den her
Til al sin Overflødighed bortbær?
Jeg skuffes ei, jeg føler i mit Indre,
Naturen vil sin Sangers Qvaler lindre,
De Urter smaae vil alle gaae i Frø,
De Blomster sig som Frugter vil omstrøe,
De Kilder vil til mine Læber rinde —
Men Mørkets Magter alles Medynk binde!
Sneehvide Mandeltræ, som mig omfreder,
Saa Længselfuld til dig jeg skuer op,
Om eet, kun om eet Mandel Camoens beder,
Dog ak! du bærer ikkun Blomst og Knop.
Om den Vansmægtende du Blomster spreder,
De synke ødselt ned fra Green og Top:
Saa, Verden liig, end du i Hungersnøden
Bekrandser og — forlader mig i Døden.
Paa Teppets Guld- og Sølverblomster ligger
Maaskee den lusitanske Konge nu,
Og smiler ved sin Sangers ædle Smigger,
Og glemmer Kronens Tyngde — medens du.
Min gode Neger, ved hans Porte tigger,
Og i din Farve skjuler Sjælens Blu;
Oh! mens hans Sorg i Sangens Rige viger,
Vansmægter Sangen i hans Kongeriger!
Forbandelse ved Digterkrandsen klæber,
Den farlig er, liig Offerdyrets Pryd.
Ei nogen Dødelig ustraffet stræber
Fra Jordens Barm at løfte Liv og Fryd:
Lig Verdens Frelser, han hernede slæber
Sit eget Kors, og skjøndt i henrykt Lyd
Han Lysets Land afmaler og bebuder,
Tilfalder han som Offer Mørkets Guder! — —
Hvor tøver du, Sebastian, min Neger?
Du gode sorte Engel, som mig qvæger!
Jeg ejed’ dig, jeg gav dig fri igjen,
Og nu fra Træl du blev en ædel Ven.
Du høje Sjæl! for Ridderen du tigger
Mens hans med Blu paa Ørknens Leie ligger,
Og dog du døde heller i en Vraa,
End for dig selv du, Ædle! tigged saa.
Saa længe alt min Længsel stræber
Mod dine helligreene Læber,
Thi Caritas romana liig,
I Ørknen du opholder mig,
Og dine Tiggerlæber ere
De Moderbryster, som mig nære. —
Jeg hører nogen, sikkert ham det er,
Thi andre sky den bange Udørk her.
Graabroder (træder frem).
Hvor eentsomt her i dette Øde
Og hvilken Tomhed midt i vilde Grøde!
Maaskee end ingen aanded’ denne Luft,
Sødt kryddret af ukjendte Urters Duft.
Her høres intet Fugleqvidder,
Hiin Hejre stum paa Klippepynten sidder;
En Græshop kun, vansmægtende og hæs,
Sin Klage hvidsker i det høje Græs,
Og lig en Pilgrim, hist en Humle eene
Opsøger Thymian blant Klippesteene.
Hvad smutter der? Ei see! en spraglet Snog,
Nu, overalt man studer Slangen dog,
Skjøndt den Forbandede maa klæbe
Ved Jorden og paa Buggen sig fremslæbe. —
Her skal jeg nu i Dage tre
Allene vanke om til Spee og Vee.
Hvergang en Fod jeg for den anden sætter.
Med denne Disciplin jeg mig hudfletter.
Saaledes bød i Vrede min Abbed
Og gav mig kun tre Pommerantser med.
Men hvad var da min store Synd og Brøde?
For dig, for dig, Madonna! maae jeg bløde.
O Himmelske! ledsag mig paa min Vej
Og o! forlad din varme Dyrker ei!
Naar Maanens Straaler ind i Kirken spilled’
Og med en himmelsk Glands omgav dik Billed’,
O skjønne Mø! hvor blev jeg blød og øm
Og baded’ i en Taarestrøm
Dit Alter og din Marmorfod!
Da tændte Andagts Ild mit unge Blod,
Og jeg til de guddommelige Læber
Med aabnet Favn, paa Fodens Spidse, stræber,
Thi o! mig synes at af dem
En evig Honningkilde pibler frem.
Deraf nu den Fortred maae være kommen,
Thi brat man jog mig ud af Helligdommen
Og min Abbed i hellig Iver bød
Mig spæge her i Ørkenen mit Kjød. —
Men hvad er det? er jeg da ei allene?
Hvo ligger udstrakt under hiine Greene?
(Nærmer sig Camoens.)
Guds Fred, min Ven! — Hvordan? Ei noget Svar?
Mon ham en Stiemand her aflivet har?
Mon Hunger — Nei, han lever! — O hvi skuer
Du saa paa mig? Jeg ikke truer,
See dette Klædemon, jeg tjener Gud
Er nu og her maaskee hans Sendebud.
Her i den golde Ørk mit Moderhjerte
Med dobbelt Medynk deeler fremmed Smerte.
Camoens.
Frist ei med Spørgsmaal: hellig er min Nød,
Lig Aftensolen, skal min dulgte Død
I Skamfuldhedens Purpur sig indklæde,
Useet jeg synke vil til Mørkets Sæde.
Jeg Jord og Liv i Sang har herliggjort,
Derfor fra begge nu jeg stedse bort,
Men Glemsel skal indhylle min Vansmægten,
Mit Værk og Navn gaaer frem til Efterslægten.
Graabroder.
Du skal ei døe! du atter skal gaae op
Og blusse højt paa Livets grønne Top.
O hør mig! kun en føje Tid du vente,
Da skal jeg Trøst og Hjelp fra Klostret hente.
Camoens.
O gode Fader! var du Skjæbnen, ja!
Nu bed for mig og skynd dig brat herfra.
Jeg bærer Døden i mit brustne Indre,
Du kan ei læge — kan du lindre?
Her ligger jeg i dødlig Kraftløshed,
O Fader, led en Kilde til mig ned!
I hver en Draabe Blod jeg Branden føler
Graabroder.
Tre Pommerantser fik jeg kun:
Den første nød jeg selv i Middagsstund,
Hvi maatte jeg saa tørstig være!
Nu kan jeg ikkun tvende dig forære.
Camoens (betragtende Pommerantserne).
Hvor lykkelig er den, som under fulde Træ’r
Staaer i en Glorie af Frugters Skjær,
Thi han kan lædske sig og end indbyde
Den trætte Vandrer til at nyde:
Kom ind og pluk og glæd dig ved
Min Haves Overflødighed. —
Hvor sødt mig dette Æble qvæger!
Dets gyldne, nektarfulde Bæger,
Af Livets friske Kilde øst,
Natur, Natur, det er dit Moderbryst!
til disse Safter, som min Barm oplive,
Velsignelsen, o Munk! som Brød du give!
Graabroder.
Gud signe dig! Han mildt sin Haand oplader
Og gyder Dug paa Jordens mindste Straa;
Gud signe dig! Han unge Ravne mader
Og klæder Liljer, som paa Marken staae;
Gud signe dig! thi han er idel Fader,
I Ørknen selv han hver din Taare saae.
Thi signe Herren dig, Ulykkelige!
Og give dig sin Fred i Himmerige!
(Gaaer ilende bort.)
Camoens.
Amen! —
Det var det sande søde Mannabrød,
Barmhjertighed til ørkenen nedsender,
Det styrker Jordens Søn i Liv og Død,
Naar Helveds Qval og Rædsler ham omspænder.
O Jesusbarn paa den Udkaarnes Skjød,
Jeg længselfuld imod dit Smiil mig vender!
Snart som en Blomst min Aand fra Jorderig
I Himlens Skjær for dig udfolder sig!
(Negeren kommer.)
Der er du da, min Ravn, som trofast mader
I Ørkenen den, Mennesker forlader.
Dog nei, du sorte Broder, ikke Ravn!
For dig har Sangeren mangt listigt Navn:
O sjeldne sorte Svane, uden Lige!
O Due fra Barmhjertighedens Rige!
O liljehvide, reene Lysets Aand,
Indklædt i Nattens sorte Klædemon!
O æthiopiske Helgen! du oplade
Din milde Haand og den Forladte made!
Negeren.
Saa gid jeg til en Klippe maatte blive,
Som jeg kun Raabet kan tilbagegive!
O Camoens! frugtesløs, lig den, jeg staaer,
Hvorfor ei ogsaa følesløs og haard!
O kunde disse Arme Frugter bære,
Som podet Green, og gjæstfri dig ernære!
Barmhjertighed fra Jorden flygted’ bort
Og efter sig tillukkes Himlens Port,
Den blege Nød til Ørknen vil fremtrænge
Og sig ved Tigerkoens Yver hænge.
Camoens.
Did naa’de ei min Frygt! — Ha Skjæbne, triumpheer!
Stor var min Frygt, din Grumhed mægted’ meer.
Colos, Gigant, jeg segner for din Vælde!
Kun den som taale kan, kan og dig fælde. — —
Velkommen dog, skjøndt uden Viin og Brød,
Velkommen, Vidne til min Ørkendød!
Men siig, fandt du da intet, intet Øre,
Som vilde Hungeren bønhøre?
Negeren.
Da jeg alt længe i den store Stad
Forgjæves mangen om en Gave bad,
Tilsidst jeg under Jesukirkens Buer
En Staadder paa den slidte Trappe skuer.
Kun Pjalter om hans bare Lænder slog,
Han sukked’ dybt da han et Brød fremdrog.
Jeg standsed’, thi jeg ham misunde maatte
Og til hans Kost med dugfald Læbe skotte.
Saa stod jeg der, brat Øiet han opslaaer
Og Taaren seer, som i mit Øie staaer,
O Gud i Himmelen! han Brødet brækker
Og med undseligt Blik mig Hælvten rækker.
Dog da jeg Arme den modtage vil,
En Hund for jeg med Gridskhed snapper til.
Camoens.
End den vil leve, den vil gjø og æde,
Men hungrende Lisboas Skjald maae qvæde!
Hør mig, Natur! Hør din Begejstrings Søn!
Det er den sidste, Moder, Hør hans Bøn!
Lad Marken dølges under Riis og Hvede,
Og Greenen bugne med Oliv og Qvede!
Femfold forøge sig den trinde Hjord
Og Fisken mylre tykt i Flod og Fiord!
Thi hør! paa Gaden i Lisboa ligger
En nøgen, dog medynksom Tigger!
Negeren.
Vær rolig, ædle Ven! thi der er fleer
Hvis Øie taarefuldt paa Nøden seer.
Imorgen Festen alle Hjerter hæver,
Barmhjertighed igjen til Jorden svæver
Og Mindet om den store Frelse til
Medlidenhed hvert Hjerte smelte vil.
Med sænket Blik og aabnet Haand jeg stiller
Mig under Cathedralens Marmorpiller,
Naar Processionen da mig gaaer forbi
Med Tankerne henvendt paa Corpus Domini,
O da vil mangen mine Bønner høre,
Skjøndt mine Læber intet Ord fremføre!
Tro mig, min ædle, ridderlige Ven,
Jeg med en lille Skat dig seer igjen.
Camoens.
Forførerisk, trofaste Sjæl! du taler
Og Livet midt i Dødens Aasyn maler.
1 Hjertets smerteløse Koldfyr du
Opvækker Følelse og Lyst endnu.
Det gyldne Haab, som end omslynger
Skibbrudne og paa skjøre Fjæl dem gynger,
Foraarligt nu der sidder paa din Mund,
Ligt Lærken, qviddrende i Morgenstund,
Naar Nattens Skygger blegnende bortile,
I Ryggen saarede af Dagens Pile.
Skjønt er dog Livet, selv for den, som kan
Opofre det og falde som en Mand!
Negeren.
Ja, skjønt det er, og tro mig! vist et andet
Snart venter os hiinsides Vandet,
Naar du, helbredet, fra Lisboas Bugt
Mod Afrika udspænder Sejlets Flugt.
(sværmerisk.)
O lykkelige Fart! hvor snel og stille!
I Sejlene de lette Vinde spille,
Delphiner, som et muntert Børnechor,
Omkap forfølge Kjolens Sølverspor,
Mens Voverne med Boblers Perlekrandse
For Stevnens Jomfru fredelige dandse.
Men hør! fra Masten raabes Land,
Og rundtomkring gjenlyder Land;
See! Fugle flyve os imøde
I Duften af en fremmed Grøde
Og Bølgen i den glatte, luune Bugt
Hentriller Daddelpalmens modne Frugt.
Mit Hjerte ei min Glæde fatter,
Mit Fædreland jeg skuer atter —
O Herre, Fader, Søn og Ven!
Mit Alt! o her bliv lykkelig igjen!
Camoens (i Extase).
Bær mig, Sebastian, til hiine Steene,
Hvor Kilden pibler frem blant Rosengreene,
Og pluk mig nogle af de Pommerantser der,
Du hænge, seer du ei? saa tykt og nær.
Negeren (inderligst rørt).
O tie, Natur! thi Drømmen mader
Den blege Hunger, du saa grumt forlader.
Camoens (med et dybt Suk).
Ja saa! det kun Indbildning var,
Dog syntes mig at Bølgerne os bar.
Negeren.
De bar os ei, dog skal de snart os bære,
Thi Drømme Fremtids Varselbilled ere.
Camoens.
De ere kun som visne Blomsters Duft:
Den svæver væsenløs i tomme Luft.
Og dog, de søde Drømme! dog de ere
Tidt skjønnere end Tingene tør være. —
Istem din Sang, min Ven Sebastian,
For dig jeg qvad den om dit Fødeland.
Negeren (synger).
Mit Fødeland ligger ved Solens Bryst
Og drikker den nærende Lue,
De Fremmede styre fra fjerneste Kyst
Den evige Fylde at skue;
Vidt Mais forgylder den guldsvangre Jord
Og Dadlen i Vindenes Rige groer.
Thi Palmen, lig Guden, dulgt i en Sky,
De signende Hænder oplader
Og uddeeler Klædemon, Føde og Ly,
Den er mine Brødres Fader.
Hver Aften min Længsel til dig rinder hen,
Naar seer jeg dig, Fødelands Palme, iglen?
(Slangen saarer ham.)
Camoens.
O frels dig! Fly! En Slange, see!
Uhyre Øgle! — Frels dig! — Vee!
Negeren.
For sildig! Døden allerede kalder,
Et Teppe for mit matte Øie falder.
Ræk mig din Haand — Jeg seer dig ei —
Hu! mørk og kold er Dødens Vei.
Camoens.
O giv mig af din Død! Lad mine Læber
Indsuge Giften, som saa hastigt dræber!
Negeren.
Er det din Haand? — Hvad sagde du? —
Kun Luft! Ha kun eet Aandedrag endnu!
(d o e r.)
Camoens.
— — — — — — — — —
Jeg havde en Ravn, han var mig saa tro,
Han bragte mig Brød udi sorten Klo,
Hans Næb var ret som et Kildevæld —
Nu maae jeg sulte og tørste ihjel.
Thi ak! fra Jorden lokked’ de ham,
Nu gjore alle smaa Engle ham tam,
Nu sidder han højt paa Gud Faders Finger
Og slaaer saa kjælent med sine Vinger.
Bastian! Bastian! kjære Ravn!
Kjender du ikke meere dit Navn?
Seer du, hvor Hungeren hisset staaer
Og Tænderne dybt i Klippen slaaer!
Vee mig! see, hvor han mig omspænder!
Hør, hvor de knævre, de graadige Tænder! —
Nei, Uhyre! for skal jeg dig — — —
— — — — — — — — — —
Hvordan?
Slog jeg i denne her min Tigertand?
Ha! var der mig, som denne Barm fortærte.
Hvis Medynk mig som Moderbryster nærte?
O Sol og Maane! vender eder bort!
Oplad dit Svælg, o Helveds Jammerport!
For det Hyæne-Vanvid, som sig mædsker
Med Vennens Kjød og med hans Blod sig lædsker!
— — — — — — — — —
Til dette Helved Taaren ikke naaer,
I denne Afgrund Hjertet ikke slaaer:
Paa Jorden begge blev tilbage —
O salige er de, som kunne klage! —
Min sønderrevne Ven! du gik forud,
Med stille Bøn du træder hen for Gud
Og om Forløsning for den Martyr beder,
Som sine Arme om dit Liig udbreder.
Aanders Stemmer
Snart, o snart det er forbi,
Martyrsjæl, snart er du fri!
Camoens.
O hvilken Lise, hvilken Ro fornemmer
Min Barm ved disse ubekjendte Stemmer!
Den qvælende Forsteening smelter hen,
O søde Luft! jeg aander dig igjen!
Aanders Stemmer.
Let i vore Blomsterkjæder
Til dit Leie Døden træder.
Camoens.
Ja! med et Vennekys du løfter let
O Død! mit Liv i hvert et Aandedræt;
Som Solen Blomstens Dug inddrager,
Du Sjælen fra den visne Læbe tager.
Aanders Stemmer.
Giv endnu et Helgensmiil
Og fra Martyrtedet iil!
Camoens.
Du grønne Jo rd ! Du solvblaae Ocean!
Du gyldne Sol, som i din Pragt neddaler!
End eengang Camoens’ Røst fra Livets Rand
I Svanesang til Eder, Elskte! taler.
O værer tause Vidner til min Død,
Og dølger den for Efterslægtens Øre,
At aldrig nogen Fremtids Sanger høre
Det Martyrsuk, som til min Lyra lød.
Dog — Himlen blomstrer midt i Kunstnerqvaler,
I Længsels Graad en evig Sol sig maler,
Og Savnet vorder sødt paa denne Jord,
Hvis Troens Frugt bag Stjernehegnet groer.
Og nu farvel, I herlige Naturer!
Du, grønne Jord, med Blomst og Frugt belagt!
Du, sølvblaa Hav, med Vestenvindens Furer!
Og du, o Sol! som daler i din Pragt!
Din lette Purpurfinger lukke
Til Dødens Blund mit brustne 9ie til,
O lad mig ved dit sidste Afskeedssmiil
Min matte Aand i Himlens Barm udsukke!
(døer.)
Aanders Stemmer.
Hæld dig! Hæld! Der er forbi,
Martyraand, nu er du fri!
Let i vore Blomsterkjæder
Vi til Himlene dig leder.
Smiil, o Helgen! Engel, smiil!
Og til Verdens Fader iil!
Camoens’ Aand.
Henrykt Svimmel! Over mig
Himlene oplade sig;
Gulv — og Rosenskyer bære
Helgene og Englehære;
Gud og Sandhed uden Slør —
Salig, salig den, som døer!
Camoens (med en anden, som bærer en Kurv).
Ja, her det være maae, jeg feiler ej,
Jeg disse Greene strøede paa min Vej.
Her Mandeltræet hvælver sine Qviste,
Her saae jeg Snogen sig i Krattet liste,
Og her — ja her det er. Men hvad er det?
Her ligger een endnu paa samme Plet.
Lig Dag og Nat, omfavnede, de begge
Trofaste Arme om hinanden strække.
Op! op! i Ørknen ogsaa voxer Brød
Og Minen sprudler frem af Klippens Skjød. —
O Gud! livløse, uden Blik og Barme,
De ligge i hverandres Vennearme,
Og Vee! den falske, eddergrønne Snog
I Ring sig om den Sortes Ankel slog.
Her staaer da Medynk med de fulde Hænder
Og Øiet taarefuldt mod Himlen vender,
Fordi der ingen Ulyksalig er,
Som qvæges, frelses kan ved Gaven her.
Den røde Viin vil ud af Krukken flyde
Og sig som Taarer paa den Døde gyde,
Og Hveden vil igjen til Jordens Skjød
Den Sveltede ledsage i hans Død.
O hvad er Livet, som saa højt vi agter?
Et Bytte for titusind fjenske Magter!
Et visnet Løv, som useet viftes hen,
I Tid og Rum et Øieblik, et Spænd! —
Kom, Broder, vi til Klosteret os skynde,
Det højstbedrøvelige at forkynde.
Hu! iiskoldt det mig gjennem Hjertet gaaer,
Seer du den Gjenfærd, som paa Klippen staaer
Alle gode Aander love Herren!
(Begge bort.)
Stemmer i Ørkenen.
Eengang Vee dig, o Lissabon!
I Stormvinden farer Gjengjelds Aand.
Vee dig, Lissabon! tvefold Vee!
Dig han hjemsøger med Jammer og Spee.
Vee dig, Lissabon, tredie Gang!
Fra hans Læber styrter din Undergang.
(Nat. Storm. )
Aand.
Jeg gjennem Verden farer og gjengjelder,
Og intet Væsen sig min Magt unddrager,
Thi tidlig eller seent jeg Dommen fælder.
I Kobbelen jeg holder alle Plager,
De luure paa mit Vink, liig glubske Mynder,
Og Laster Vildtet er, de Grumme jager.
Lisboa! hør, hvad Gjengjelds Aand forkynder
Ved denne Dødnings angstsveedvaade Lokker,
Hvis Haar ei Tallet naaer af dine Synder.
I Jordskjælvs Rædsel dine egne Klokker
Fra Skyen til din Undergang skal kime,
Naar Ildens Aand din huule Grundvold rokker:
Thi, skjøndt forhalet, Hævnens strenge Time
Et Afgrnndsuvejr under dig udklækker,
Som hyller dig i Helveds Svovelime.
Da dine Taarne deres Spiir nedlægger
Paa Hyttens Tærskel, røde Afgrundsluer
I deres Sted mod Himlene sig strækker;
Palladsers Hvælvinger og Templers Buer,
Vidtbristende, i Flammesvælget synker;
Uhyre, Folkedøden rundtom truer,
I Moderskjødet den Ufødte klynker,
Og Oldingen sit hvide Skjæg udrykker.
Thi under ham hans sidste Søn sig ynker,
Halvknuset under faldne Marmorstykker.