Lykke! svar mig, hvor du dølger
Dig for Dødeliges Raab?
Uden Ro, som Vind og Bølger,
Stedse skuffer du vort Haab;
Tidt du neppe synes der,
Før du brat Forsvunden er.
Brændende, med Længsel søger
Hjertet dig paa denne Jord,
Mens det med dit Billed spøger,
Paa dit Komme fast det troer;
Hjertet er dig stedse tro,
O saa svar, hvor er din Boe?
Hvis du kun med Liljestenglen
Staaer blant Stjerner, Uskyld liig;
Hvis kun Guden og kun Englen
Hulde Lykke! favne dig,
Vee os da! og Vee os! om
Du for os kun er Phantom!
Dog, Naturen dig paakalder,
Blomster, Fugle kjende dig,
Og i Aarets første Alder
Om dit Komme trænge sig;
Mon vi da kun Sagnet har,
At du før paa Jorden var?
Nei! du tidt din Krone fletter
Af den karske Mejers Neeg,
Tidt med indlagt Vinge sætter
Dig ved Børneflokkens Leeg,
Thi hvor mindst du ventes, der,
Lunefulde! helst du er.
Dybt i Dalen, skjult og rolig
Staaer en Hytte ved en Aa,
Det er Nøjsomhedens Bolig,
Alle Dyder til den gaae;
Lykken end, af Flugten træt,
Daler tidt paa denne Plet.
Lykkens signede Veninde!
Rosenrøde Nøjsomhed!
Kun hos dig kan Længsel finde
Alt, hvad Hjertet trylles ved:
Dyd og Lykke, evig tro
Favnes ikkun i din Bo.