Ganimed
ved Solens Opgang vaagnende paa Bierget Ida.
Bortviger du, o söde Sövn!
Og overgiver mig igien
Til min Bevidsthed?
O grumme Marter! grumme Qval!
Hver Morgenstraale er
En Dolk i denne Barm.
Fald ned igien, du Mörkets Forhæng,
Hvorpaa de vævre Drömme male
Mit södt-indbildte Eie,
Fald ned igien för den forhadte Dag!
O tause Nat!
I dine Skygger stiger
Det Ypperste til Jorden ned:
Ved dig min Anelse
Til Indtryk bliver!
Min Tanke og min Kiendsel
Til Alnaturens förste Leed
Sig saligt knytter,
Og o! ved dig afpræger
Sig Sandheds Billed’ i min Aand,
Mens Verdnens Harmonier
Gienlyde i mit Inderste.
Men ak! forgiæves stræber jeg
At finde Navn og Billed’
Til den uendelige Trang,
Som ud i Evigheden
Sig strækker og det Ypperste
Kun söger. — —
Og dog! hvor skiön
I Morgenröden svömmer
Den unge Skabelse.
Af Formers Strid
Paa nye udviklet, staaer
Natur i fuldendt Ynde
For Lysets Trone og modtager
Sit Straalediadem.
Hvi er dog, ak! for denne Jord
Min Længsel og min Trang for stor!
Natur, du Rige! intet eier
For din forvænte Sön,
Som lig en himmelsk Giæst
Ei med din dödelige Frugt
Sin Læbe smitter.
Ved denne Anen hænger
Jeg ved en höiere Natur,
Jeg er af Guders Æt,
Thi jeg forsmaaer det Jordiske.
Denne Anen, denne Længsel
Varsler om min förste Stand:
Lave Jord, du er mit Fængsel!
Himmel, du mit Födeland!
Bortviftende Vinde,
Jer’ Favn mig omvinde!
Til Guders Gudinde
Fra Jorden jeg svinde!
Smeltes i
Harmonie!
Chor af Mænader.
Ved Cymblernes Lyd,
Med Vedbendets Pryd
Og viinkrandset Spyd,
Vi dandse i Kiæde
Om Viingudens Sæde,
Og hvirvles i Glæde
Paa Slette og Field
Til Nydelsens Væld
Os Bacchus henriver,
Idalia driver,
Beruuste synte med brændende Barm
Vi hen i Faunernes kraftfulde Arm.
O Evan! Evoe! du skaane! du skaane!
O Venus-Dione! vi daane! vi daane!
Den rasende Lyst
Fortærer vort Bryst!
Ganimed.
Vanhellige! besmitter ei
Med eders Ruus
Min Eensomhed,
Et ædelt Savns
Indvi’de Tempel.
Bort! Eders Id er Raseri,
Og Halvdöd eders Hvile.
Ved Vellysts Lueaande visner
Selv denne lavere Natur,
Og Afsmags Gift opsprudler
Af Nydelsens udtömte Kilde.
Chor af Krigere.
Med omdandset og lovsiungen Fane
Hilse, vi vort trygge Hiem igien,
Alle Palmeskove paa vor Bane
Kaste deres Bladekroner hen.
Guder lig, vi stolt fremdrage,
Hver en Stad vort Tempel er,
Ingen tæller vore Dage,
Thi de flyde ud fra Mindets Skiær.
Een.
Bort med Hvile og Nöie!
Höifærd og Hæder sig föie!
Heltenes Id
Kamp og Strid!
Sværdene klirre,
Spydene dirre,
Salige Lyst!
Dybt i vort Bryst!
Paa Olympens stiernefulde Höie
Hviler den fuldbragte Möie,
Evig Ungdoms Nektarbæger
Dig, Heracles, qvæger.
Ganimed.
Vanvittige! som ödsle
Det skiönne Nu
For indbildt Fremtid,
Og Aande trygle
Af Efterslægtens Læbe!
Vanvittige! thi Tiden
Kuldkaster Værket,
Skiöndt Navnet staaer,
Og uden Daad, kun Navne, svömme
Til Efterverdnen I paa Blodets Strömme!
Nais
med Hyrder og Hyrdinder.
O söde Öieblik!
Jeg finder dig,
Du Glædens Flygtling!
Din eget Arnes, ak!
Din ömme Mages,
Din Afkoms Flygtling!
O lad mig favne dig!
O lad min Graad
Oplöse denne Malm,
Som Skiebnen smedded’ om din Barm.
Ja! du er god og öm,
Dit Öie hviled’,
En lykkesvanger Stierne,
Paa alt hvad dig omgav.
Men ve! nu kneiser,
Uhyre kneiser
Dit rasende Begiær for Zeus,
Og ak! maaskee du snart skal favne
En tordensvanger Skye —
Flye til din Mages Hierte, flye!
Men du har intet Hierte meer!
Du selv til Himlen
Dig svang, og efterlod
Paa Jorden kun din Billedstötte.
I Guder, som hæver
Fra Jorden hans Hierte,
O skuer min Smerte!
I Guder! jeg kræver
Min elskede Mage
Af eder tilbage!
Chor af Hyrder og Hyrdinder
Om vor stille Arne dandse
Uskyld, Elskov, Nöisomhed,
Fred fra Himlen alle sine Krandse
Kaster til os ned.
Store Hyrde! Uranide!
I dit Guddomsspor vi skride.
Hine Hænder os velsigne,
Thi vi dig, du Store! ligne
Septeret, dig Skiebnen gav,
Er en Hyrdestav.
Een.
Ved klingende Strenge,
Paa Æterens Enge,
Han leder
Og freder
Stiernernes Chor,
Sin straalende Hiord.
Alle.
Naar Örne svæve over Heltes Lig
Og Krigehs Fakkel Stæder tænder,
Dit Öie hen til os du vender
Og ved dit Billed’ fryder dig.
Romanze.
Nok er det Störste Skiebnen yder,
Og Nok er Eet,
Thi selv Uranioner nyder
Ei meer end det.
Det sidder paa Olympens Sæde,
Paa Liljen her:
Du alle Væsener, o Glæde!
Er lige nær.
En kostbar Perle, Eenfold, hviler
I Hyrdens Bryst,
Og Nöisomhed, hans Hebe, smiler
Ham varig Lyst.
Hans stille Haab hver Dag modtager
Med Harpeslag,
Hans fromme Tak til Roe ledsager
Hver fuldbragt Dag.
Apollo fra Olympens Höie
Til os nedsteeg,
Og fandt et ubesmittet Nöie
I Hyrders Leeg:
Sin gyldne Lyra han nedstemte
Og trylled’ dem,
Olympen og dens Nektar glemte
I Uskylds Hiem.
Nais og Ganimed
1.
Flye ei Naturens stille Rige,
Som lokker Himlens Guder ned.
2.
Ah! kun blant de Udödelige,
Kun hisset blomstrer Fryd og Fred!
1.
Til sit guddommelige Bryst.
2.
Min Attraae Verdners Alt omfatter,
Kun evig Skiönhed er min Lyst.
1.
See, Ganimed! min Taare rinde,
Kom, elskte Mage, i min Arm!
2.
O Hierte! hvi kan du ei finde
Dit Nöie ved en jordisk Barm!
Dig, Eeneste! jeg kun tilbeder:
O Altrets Guder, vredes ei.
Urania! jeg dig tilbeder,
Dog Billedstötten dyrker ei.
Ganimed.
Mit heele Væsen luttret blev,
O Nais! i Begeistrings Luer
Og i Betragtning höie Æter.
Kun Medynk, som selv Guder föle,
Til denne Klode fæster mig.
Ei i min egen Barm
Blev denne Attraae avlet,
Fra Himmelen den kom
Og vied’ hiin
Til evig Skiönheds Tempel.
Jeg drak af Lethe,
Det kun min Skygge er som vandrer her
Begræd mig — thi jeg er ei meer.
Tre.
En Mænas.
Nydelse er Livets Fryd
Og Orgien Jordens Pryd:
Kun i Ruusens Svimmel, Daare!
Standser Savnets Taare.
En Kriger.
Daad og Kamp er Livets Fryd,
Hæderskrandsen Jordens Pryd:
Kun i Kampens Tummel, Daare!
Standser Savnets Taare.
En Hyrdinde.
Skyldfrihed er Jordens Pryd:
Kun hos Nöisomhed, o Daare!
Standser Savnets Taare.
Ganimed.
Nei! bort med Jordens Fryd!
Jeg var för jeg blev födt
Og fatted’ ind i denne trange Form.
Ja! denne Anen er et Minde
Hvortil min Attraae knytter sig.
Jeg var — Til dig!
Til dig igien, Kronion!
Din Aande, Herlige,
Er Skabelse! Dit Blik
Er Lysets Væld!
Et Ocean af Fryd
I evigt Kredslöb flyder
Fra dig til Verdenen
Og til dit Bryst igien.
Zeus — Kronion i det Höie,
Du som mig at sukke böd,
Verdners Fader! alt mit Nöie
Hviler i dit Skiöd.
Hvis du ei vil höre,
Min forvovne Bön,
Du tilintetgiöre
Din forskudte Sön?
En Hyrde.
Himlen sin Yndling bönhör,
Ætren aabnes, Örnen nedsvæver,
Med varsomme Klö’r
Ham favner og hæver
Over Jord og Tid og Död
Op til Zeus — Kronions Skiöd.
Ganimed.
Op! Op!
Over Biergenes Top!
Over tordnende Skyer
Örnen mig bærer!
I Stierner og Sfærer!
Til eder jeg tyer!
Kronion nedsmiler,
Jeg iler! jeg iler!
O Alfader,
I dit Favn
Kun forlader
Mig mit Savn!
Nais.
Han ikke hörer Tiden til,
En höiere Natur om ham
Sin lette Kiede slynger,
Og Guders Lige, sidder han
Höit ved Heracles’s Side:
Thi ikke blot den store Daad,
Den reene, skiönne Attraae
End Adgang har til de Udödelige.
O du, som jeg at elske voved’,
Uendeligheds Brudgom du!
Min Ömhed bliver
Tilbedelse! — —
Modtag — modtag i denne Taare
Det förste, ak! det störste Offer!
Min Kiærlighed — —
Op! reiser Alteret,
Bekrandser Offerlammet og istemmer
Forgudelsens Pæan!
Almeent Chor.
Himmelske! Udöd’lighed dig præger
Til en Gud ved evig Ungdoms Glands
Rummet er din Fryds bundlöse Bæger,
Stiernehimlen er din Krands.
En Hyrde
som Altrets Tiener.
Blodet flyder,
Flammen suser,
Bönnen lyder,
Hymmen bruser.
Alle.
O guddommelige Ganimed,
Smiil i Naade til vort Offer ned!