Roserne
En Legende
En Legende
Naar Aftenens Rose i Vesten staaer
Og rundt de blussende Blade udslaaer,
Da skuer fra Borgens Tinde
Rosina med Andagts Længsel ind
I alle de blomstrende Himles Skin,
Sin Længsels Ende at finde.
Hun henrykt stirrer, med hellig Hu,
Som skulde det evige Foraar nu
I himmelske Roser nedile:
Da bliver hun selv, lig et Foraar, mild
Og vil med et reneste Medynkssmiil
Fra Jorden al Jammer bortsmile.
Og hvergang Himmelens Rose staaer
I Vesten og Bladene rundt udslaaer,
Hun iler fra ridderligt Sæde
Og barer en Vidiekurv med Brød,
Dertil og aldrende Viin saa sød,
Samt Legetøj for de Spæde.
Naar Natten udfolder sit Klædebon,
Selv bly som Armod, med skjulende Haand
Undseelige Gaver hun rækker:
Da smile de Gamle, de Unge lee,
Med Andagt de Smaaebørn paa hende see
Og Hænderne langtfra udstrækker.
Men Faderen mæler de haarde Ord:
„Hvi ganger du, siig! efter Taaren paa Spor,
Som Uslingen, trællende, falder?
Din Færd jeg længe med Mishag seer,
Thi er det min Vilje, du ikke meer
Skal give af Fadbuur og Kjelder.”
Forgjæves! Rosina i Engelens Kald
Fremdeeles nedstiger i Lidendes Dal,
Kun glemsom, ikke ulydig:
Thi ved sin højere Magt en Gud
Af Mindet udfletter Faderens Bud,
I Brøden selv er hun dydig.
Saa møder hende den haarde Mand,
Han Kurven skuer og fritter paa Stand:
„Lad see, hvad mit Bud har til Følge?”
Da vaagner det glemte i Datterens Sind,
Hun vil sig, den Fromme, med rødmende Kind
I Skamfuldheds Roser fordølge.
Tre Gange han spørger, da stammer hun
Hvad Gud indgiver: „I Aftenens Stund
Jeg plukked’ de Roser saa kjære.”
„Hvortil?” „Dem vilde jeg slynge til Snoer
Og hænge den rundt i Capellets Chor,
Vor hellige Frue til Ære.”
Da Himmelens Rose, med Glød i Glød,
Fordoblet udspringer af Vestens Skjød,
At blænde den Frittendes Øje;
Og Jordens Roser, til frsmmeste Svig
Fra Stilken ville de strække sig
Og hen over Kurven sig bøje.
Og da hun fra denne nu Liinet slaaer
Og ydmyg, med bortvendte Blikke, staaer
Da Himmelens Rose sig lægger
I Vidiekurven med blændende Skjær,
Og end de jordiske Roser der
Den Frittendes Øje tiltrækker.
Forundret, han vender det ilende Fjed.
Rosine knæler ved Kurven ned
Og stammer andægtig sin Glæde:
Da svinde de hellige Roser hen,
I Kurven er Brød, dertil Viin igjen
Samt Legetøj for de Spæde.