Til Hjortelund rider en Riddersmand
Med Frender og glimrende Følge,
Hans Rygte gaaer over der grønnende Land
Og over den blaanende Bølge:
Men hvad er Navnkundigheds smiggrende Røst
Mod et Elskovssuk af en Jomfrues Bryst?
Den Pillegrim ganger sig træt og lam
I Ridderens ældgamle Skove,
De Karper mylre saa tykt i hans Dam,
Paa Markerne mylre hans Plove:
Men hvad er al Jordens Grøde og Guld
Mod et Kys af en Jomfrue, deilig og huld?
Syv hundrede pleje den Ridders Jord
Og skue tidt op til hans Slotte,
Syv hundrede sidde derinde ved Bord,
Saa gjerne de Sværdene blotte:
Men hvad er den Vældiges styrende Magt
Mod Elskovs Lænke, om Hiertet lagt?
Hvor Jorden er grøn og Himlen er blaa,
Hver Ædling af Elskov skal glæde,
Thi lader Herr Erland til Hjortelund staae,
Den deilige Signe at møde;
Med talende Øje, med rødmende Kind,
For hende træder den Ædeling ind.
Hun ydmyg sig reiser, lig Markens Viol,
I frygtsom Undseelse bøjet;
Han brænder for hende, lig vaarlige Sol,
Og taler saa kjærligt med Øiet:
Hun bæver, hun smiler — og er hans Brud.
Da Gjæste sidde ved Viin og ved Mjød
Og frydes i Hjortelunds Sale;
Den Brud nedstirrer saa bly i sit Skjød,
Thi dristig er Ridderens Tale;
Sødt spøgende, drikker han hende til.
Dog en Taaresky staaer for den Deiliges Smiil.
Da hælder han sig til den blussende Kind
Og hvidsker blant Roser, som Vinden:
O siig! hvi er du saa mod udi Sind
Og hvi rinder Taaren paa Kinden? —
O see dog, (hun stammer) Luen saa blaa
Ud af din Avindsmands Isse staae!
Lad stande den Lue, saa blaae eller rød,
Medbeileren selv den fortære!
Os varsler den hverken Nød eller Død,
Mit Hjerte en stærkere nærer,
Den stedse brænder, som Solens Ild,
Og skal overleve dit deilige Smiil.
Mørk sidder den Avindsmand lige for
Og bider i blaalige Læber,
Hans Harme foragter det flygtige Ord,
Som, svindende, saarer, ei dræber.
Han beiled’ omsonst til den favreste Mø,
Thi svarger den Nidding at begge skal dø.
De Gjæste sidde til Midienat,
I Bægeret Tiden sig dølger;
Men Brudgommen, Længselfuld, reiser sig
Den jublende Skare ham følger;
Ved Luurenes Klang og Faklernes Blus
Han Bruden hjemfører til eenlige Huus.
Det staaer, indviet til Elskov og Fred,
I Lundens dybeste Skygge.
Rundt drysse Træerne Blomster ned
Og Sangfugle Reederne bygge.
Der dulmer Smerten i Hjertets Saar
Naar Linden grønnes og Bogfinken slaaer.
Der fører Herr Erland den Bævende ind,
Alt Følge han sender til Slottet;
Der seer han ved Maanens blufærdige Skin
Den hvideste Lillie blottet;
Der beder han dristig, der nægter hun mat
Og rødmer, skjøndt useet i dølgende Nat.
Omfavnede, synke de ned i Blund,
Dog vaager den arge Forræder,
I Elskovs hellige, tiende Lund
Han let paa Fodspidsen træder,
Og fuld af Forbrydelse er Hans Barm,
Og fuld af Død er hans grumme Arm.
Medbeileren speider det eenlige Huus,
Hans Trælle blive tilbage,
Han selv oppuster det mordiske Blus
Og synes i Mørket en Drage;
Han lokker Døden af Flint og af Staal
Og tænder Huuset til Elskovsbaal.
Og da nu Luen, indhyllet i Qvalm,
Lig Snogen i Græsset, hvæser,
Og da nu Vinden, i Asp og i Alm
Opvaagnende, vildt den opblæser:
Det suser som Ildløs, saa varsler hun,
Ung Erland, stat op af Liin og af Duun.
O sov dog, du Søde, du Hulde, sov ind!
Saa luun er den favnende Pude;
O sov! Thi det er kun den natlige Vind,
Som suser i Almen derude.
Saa slaaer han om hende sin kjærlige Arm,
Hun trykker sit Hoved til Ynglingens Barm.
Og da nu Branden sin røde Kam
Opløfter og Egnen opklarer,
Hun vaagner i Angest og atter ham
Med bævende Stemme adværer.
Vaagn op, ung Erland! det brænder alt meer,
I Almen derude hvert Løv jeg seer.
O sov dog, du søde, du Hukde, sov ind!
Saa sødt ved din Side jeg hviler;
O sov! thi det er kun Fuldmaanens Skin,
Som lyst gjennem Skyerne smiler.
Og over den Vovendes Ansigt han brat
Liinene flaaer og hvidsker god Nat.
Og da nu Branden, alt meere nær,
De hvidslende Toppe udstrækker,
Hun ængstelig kaster sig hen og her
Og atter den Blundende vækker:
Vaagn op, ung Erland! det bliver saa heedt,
Vort Leie mig synes af Luer reedt.
O sov dog, dn Hulde, du søde, sov ind!
Sov tryg i den rolige Reede!
Min Aande det er, som omspiller din Kind
Med Elskerens brændende Heede.
Saa trykker han paa den Tvivlendes Mund
Et brændende Kys og synker i Blund.
Men da nu Ilden af Væggen slaaer ud
I blaalige, knittrende Flammer,
Med Døden i Hiertet, den anende Brud
Fra Leiet opfarer og stammer:
Nu op, min Brudgom, min søde Gemal!
Alt Luen staaer ind i vor Brudesal.
Fra Leiet han springer saa modig og fort,
Med Ilden han agter at stride,
Mens hun fra hans Ansigt blæser den bort
Og trykker sig tæt til hans Side:
Som Klippen i Havet, han haard og stum,
Hun hænger ved ham, lig Sølverskum.
Da Skjebnen han skuer, han raaber ud:
Her Luen og Mordet dernede!
Men højt i Himlen en straffende Gud,
Som skuer min antændte Reede!
Her frelser ei Taarer, her frelser ei Staal,
Døe, søde, med mig, det er Elskovs Baal!
Da stønner den Ømme: o Marter! o Qval!
Som skaaner for langsomt at dræbe!
Min Læbe brister — o søde Gemal!
Aand kjøligt paa bristende Læbe!
Aand tidt og kjøligt, imens jeg mit Haar
Over dit glødende Ansigt slaaer.
Med Haaret hun dækker hans Ansigt til,
Hans Aande den Martrede kjøler,
Da bliver selv Luen medlidende mild,
Med bortvendte Toppe den nøler,
Men Taget styrter i knusende Fald —
Velsignede Død! du er uden Qval.