Saa forklarte Nattergaler klukker
Hvor Petrarch og Laura favne sig;
Saa Sylfiderne: jeg ynder dig!
I bønhørte Sylfers Arme sukker.
Naar Du Harmoniens Væld oplukker,
Da med Sejer over Udtryks Svig
Og sig selv i sin Fornedring liig,
Sig Urania i Bølgen dukker.
Kunde Kunstens Toner Varighed,
Øjeblikkets Børn et Liv forleene
Og i Samtids Omfavn dem foreene,
Skulde Øret ogsaa trylles ved
En bestandig Anadyomene,